ANDERSEN GOES WILD WEST!

Hollywood og Venice Beach

2008-08-11T09:55:00.000-07:00

Vi vågner på et uldent motelværelse på Sunset Boulevard, der lugter af pis. Det trådløse Internet virker ikke og udenfor hilser L.A. os godmorgen med myldretrafik og lugt af varm asfalt. Ikke lige den bedste start på dagen, og vi er også lang tid om at komme ud af fjerene på denne sidste dag i USA. Efter en gang morgenmad på Starbucks kører vi ud i et forsøg på at danne os et overblik over denne kæmpeby, som næsten på forhånd har taget pusten fra os.

Første stop bliver Beverly Hills, hvor vi går tur på Rodeo Drive, hvor Julia Roberts blev forvandlet fra luder til lady i Pretty Woman. Der er mange virkeligt flotte butikker, men ellers er der lidt kedeligt. Vi får os en formiddagsforfriskning på en café (som viser sig at være en michelin-restaurant) fordi Far nødvendigvis har brug for et toilet. Vi er ved at være en ynkelig samling: Mor har hul på knæet, Jens har hul i hovedet, Marie har tandpine i visdomstanden, og Far har bøvl med maven. Godt vi snart skal hjem!

Næste stop er Hollywood, som vi selvfølgelig bliver nødt til at se. Havner i turist-mareridt inde ved Hollywood Boulevard, et kvarter som efter 20’ernes storhedstid fik lov at forfalde til lumre distrikter med luddere og kriminalitet, indtil man for ca. 10 år siden begyndte at pumpe penge i det. Resultat: et kæmpe butikscenter udsmykket med kæmpehøje porte og hvide elefanter på søjler, blankpolerede stjerner på fortovene, guidede ture til hvad det skulle være og masser af glimmer og reklame strømmende ud fra de genoplivede teatre. Sådan ser man det kun i Hollywood.

Vi spiser en is og kører videre. Venice Beach og Santa Monica nede ved kysten. Store brede sandstrande og endeløse palmerækker, som vi så det i Santa Barbara. Og så er det næsten umuligt at finde en parkeringsplads.
Vi får os en dukkert og morer os med de store bølger. Bagefter op og tørre på stranden og solbade i fred og ro – ah!

Vi går en tur hen ad promenaden, forbi en pier, hvor der er bygget et tivoli med rutschebane og pariserhjul. Går op i byen og ender med at spise middag på en engelsk restaurant. Fish & chips og stor steak – mmh!

Går tilbage til bilen mens solen går ned. Kører hjem langs kysten og hele vejen op ad Sunset Boulevard efter Mors ønske. Der ligger mange flotte villaer, indhegnet efter alle kunstens regler med høje mure og store træer. Der bor måske en filmstjerne eller to. Vi kommer længere ind, og nu rejser der sig skove af kæmpe store lysende reklameskilte. Forbi Sunset Plaza, hvor folk spiser petit four på fortovsrestauranterne, de dyre butikker har også stadig åbne og dér en enkelt lyssky forretning.

Man kan sige meget om L.A., men byen er ét stort udstillingsvindue for flotte biler. Vi ser alt lige fra lækre ferrarier, Mazaratti, Lamboughini, Corvette, Cadillac, BMW, Aston Martin - YOU NAME IT! Og det er da fascinerende!

Lidt videre til den mindre glamourøse ende, så er vi tilbage ved motellet. Der skal pakkes og så i seng. Vi skal op kl. 3.30 i nat og ud til lufthavnen. Nu er vi på vej hjem!

Den Faldne Kæmpe På Stranden

2008-08-11T09:46:00.000-07:00

Vi spiser morgenmad på hotellet, som primært huser indtørrede pensionister udover os. Vi er til gengæld meget begejstrede for buffeten, som for én gangs skyld har både ost og skinke og (næsten) rugbrød!!
Da vi går op på værelset igen for at pakke færdige, sker der et frygteligt uheld!!…
Jens, som er helt HØJ efter gårsdagens Football-oplevelser er i et strålende humør fra morgenstunden af. Han beslutter sig for at overhale sin mor og søster hen ad gangen med fuld fart, og da det selvfølgelig lykkes ham, fortsætter han i et triumfspring udover et trin – og smadrer lige ind i en træbjælke i loftet – CRASH! Kaster sig ned på gulvet i fosterstilling med armene om hovedet.
Hans ONDE Mor og Søster knækker sammen af grin, for stuntet var simpelthen lige til Americas Funniest Home Videos. Først da de kommer hen til Den Faldne Kæmpe og opdager, at han BLØDER fra skalpen, forvandles de til pylrende sygeplejersker, som henter is og piller og dupper med en fugtig klud. Men da er det for sent: Jens kigger såret op på dem med blanke øjne og en fortørnet krusning om munden.

Jens har prøvet det der var værre, og vi kan jo ikke lade sådan en smule hovedpine komme i vejen for vores Wild West Road Trip, så ind i bilen og ud på vejen – dét er den eneste kur! Bare et stykke køkkenrulle til at tørre det værste blod af panden og tjek for kvalme med jævne mellemrum.
Snart er vi i Santa Barbara, hvor solen skinner og en lun havbrise blæser – ah! Vi parkerer bilen i skyggen, og Jens får sig en lur derinde, mens vi andre går op og ’kigger lidt på hovedgaden’. Fars shoppe-tålmodighed blev vist opbrugt i ALDO, og Mor er solidarisk med ham, som der går ikke ret lang tid, før de ’bliver væk’ fra Marie. Hmfr. Men det er heldigvis ikke noget problem at shoppe alene i det små hyggelige gader med torve og cafeer.

Vi mødes lidt senere nede på stranden. Stor og hvid breder den sig nedenfor palmepromonaden. Der er et Lifeguard-tower og en bunke lækre livreddere ala Baywatch. Det er nu rigtig varmt, så det er forfriskende med denne første dukkert i Stillehavet – Yayh!!

Et par timers solbadning senere dukker Jens op – levende for første gang siden i morges. Vi sidder lidt længere, går så vi hen ad promenaden til lystbådhavnen, hvor vi spiser aftensmad med udsigt udover marinaen og bjergene.

Dernæst sætter vi kursen mod L.A. ad 101, en smuk tur langs vandet, over bjergene inden vi pludselig befinder os i en ny Amerikansk kæmpeby.

Winetasting and Football

2008-08-11T09:20:00.000-07:00

Far, Mor og Marie er nede ved Aron og Elsemaries (Mie) morgenmads-café kl. 9. Primadonnaen Jens skal lige bruge lidt længere tid på morgentoiletten, så han dukker op lidt senere. Vi bliver overstrømmende modtaget, og spiser morgenmad mens vi snakker om alt muligt.

Vi siger farvel for et kort øjeblik og tager ud for at se områdets mission, Santa Ynez. Det er kirker bygget af de spanske missionærer fra 1869-1930, dengang Californien endnu var en del af Mexico. De ligger langs highway 101 helt fra San Diego til San Fransisco med en dagsrejses interval.
Det er meget sjovt at se den spansk-mexicanske kirke og de mange ærefrygtindgydende katolske helgener – der er bl.a. et billede af en kvinde, som har skåret sine bryster af og bærer dem på et fad – ad!! Der er til gengæld en lille smuk og idyllisk klosterhave, som vi går en tur i.

Vi kører ned til Aron og Mies hus og får en rundvisning. De er ved at istandsætte et nyt hus længere nede ad vejen med kæmpe pool og udsigt til bjerge og olivenlund, som de flytter ned i når det er færdigt. De har sådan en lille geschæft med at købe og sælge huse.

Bagefter kører vi ud for at se nærmere på området, som er kendt for at lave fantastiske vine. Og her er sandelig også meget smukt med de mange grønne vinmarker, små vingårde og heste-ranches. Vi går en tur i en lille by, Los Olivos, hvor vi også spiser frokost på en lækker café med store stemningsfyldte vintønder.
Vi kører ind på en vingård kaldet Roblar, hvor vi smager forskellige vine. Vi kan desværre ikke tage nogen med hjem, selvom vi smager en virkelig god Syrah!

Vi kører videre rundt i området, vi skal finde en meget smuk vin-rute, men farer vild med Bob Dylan drønende ud af bilens cd-afspiller og ender oppe i de golde bjerge. Men det er nu også meget smukt.

Tilbage i Solvang tager Far sig en slapper på hotellet, mens Mor går ud for at lede efter blomsterløg, og Jens og Marie går ned på Caféen for at mødes med Jake, Aron og Mies søn, som arbejder der. Han er 17 år gammel og har lovet at vise os sin highschool.

Han har også både kørekort og sin egen bil, så transport er ikke noget problem. Den jævnaldrende Jens, skuler misundeligt til den sorte Jetta Volkswagen med soltag. Det er en stor og super flot highschool med flade sydcaliforniske hvidkalkede huse og ca. 1000 elever. Det er selvfølgelig sommerferie nu (fra juni til september!!!), men der er Football-practice inde på skolens spritnye 5 mio dollar stadium. Det er skide flot og så langt man overhovedet kan komme fra de sure danske gymnastiksale vi kender. Hvor får de pengene fra?! Det er såmænd en gave fra det lokale indianske casino, jaja.

Det er Jakes far, Aron, som træner mellem-holdet, og de får lov at løbe en mile rundt om banen i den bagende sol (”Sir, yes, sir!”), mens Aron smalltalker med os. Inde på midten træner proff’erne i orange uniformer, og det ser ret vildt ud med løb på stedet, spring, formationer og kampråb. Vi er vildt imponerede!

Om aftenen tager Jake, Jens og Marie ud til nabobyen Bueltton og spiser sandwiches og ser den nye Batman-film i biografen sammen med Jakes veninde Allyssa. Det er rigtig hyggeligt og filmen er vildt god! Vi er især imponerede over skurken Jokeren, som simpelthen er hårrejsende uhyggelig!
Imens spiser Mor og Far middag med Aron og Mie på hotellet og hygger sig med ’en aften uden børn’, som Aron formulerede det.

The Gin Man, Vredens Druer og Little Denmark

2008-08-07T22:43:00.000-07:00

Næste morgen har far rigtig ondt i hovedet. Han skal ikke have noget morgenmad, som vi ellers får bragt til døren: juice, yoghurt, frugtsalat, crossainter, æg og muffins. Mor og Marie går ned i byen for at kigge nærmere på lille hyggelige Carmel, hvor neon er bandlyst, hvor man skal have tilladelse til at fælde træer, og hvor Clint Eastwood har været borgmester. Der er nu ikke så meget Clint over denne lille turistperle, hvor der især er mange pensionister. Inde i midten ligger der et stemningsfyldt butikscenter med eksklusive butikker. Mor finder sig et par lækre-lækre lædertasker inden vi må tilbage til hotellet igen, så vi kan få liv i drengene og tjekket ud. På vej tilbage går vi igennem et kvarter med kunsthåndværk og gallerier. En skam vi ikke skal være her længere, men tiden er ved at rende ud for os.

Vi handler ind til frokost og aflægger stranden et kort visit, inden vi kører ud af byen, sydpå igen ad 101. Vi skuler nervøst til chaufføren, The Gin Man, som Jens kalder ham, men han kører pænt med et fattet greb om rattet.

Vi kører lidt ind i landet, passerer utallige grønne marker, endeløse snorlige rækker med salat, artiskokker, vin, bær og alle andre tænkelige afgrøder. Kæmpe vandingssystemer, høstvogne med mexicanske daglejere. Det er ’Vredens Druer’, men vi er også lige i nærheden af Salinas, hvor John Steinbeck blev født og opvoksede. Det er fascinerende, imponerende og smukt at se ud på.

Vi gør et stop inde i landet ved en tankstation, hvor landskabet nu er gult og svissent. Det er 37 grader udenfor. Vi ser en cowboy. Ud på 101 igen, hvor vi kører om kap med de store tungt belæssede trucks i skinnende aluminium.

Vi kommer ud til kysten igen, gør stop ved Pismo Beach og nu er temperaturen nede på 17 grader igen. Vi er ved den eneste strand i Californien, som man må køre på, og det gør de så, amerikanerne, med store landrovere, firhjulstrækkere, motorcykeler og alt hvad der ellers kan ræse rundt i sandet. Vi smider os i en klit og får en powernap mens havfugle i 100-vis passerer henover hovedet på os.

The Gin Man takes a nap the day after...

Vi ankommer til dansk-amerikanske Solvang tidligt på aftenen. I morgen skal vi mødes med Else-Marie fra Broager, som blev forelsket og blev i Californien. Hun har sørget for at reservere værelser til os på hendes svigerforældres store flotte hotel. Der er både piccolo, klassisk musik, og king-size beds, så vi føler os helt malplacerede som vi står der i den fine lobby smurt ind i vejstøv og sand fra top til tå.

Vi går en tur rundt i byen, og forundres over de mange sjove syn: en pizza-restaurant formet som en miniudgave af rundetårn, en telefonboks formet som et garderhus, Dybbøl Mølle, bindingsværkshuse med tårne og spir, kunstige storke og Royal Danish mig her og der. Det er helt eventyragtigt. Vi føler os næsten ikke som turister her, nærmere som en slags ’autentisk inventar’. Vi møder tilsyneladende ingen andre danskere.

Vi kører udenfor byen for at spise. Drengene vil på Burger King, men det vil pigerne ikke være med til, så de går ind for at få pie på en ægte amerikansk diner.

Bagefter skal vi hjem i vores kæmpestore Kingsize-himmelseng. Den er så stor, at der er en lille trappestige så man kan komme op i den! Total Prinsessen på Ærten – det bliver en god nat!

Monterey & Carmel-by-the-sea

2008-08-07T22:21:00.000-07:00

Det er svært at få plads i kufferten til alle nyerhvervelserne, og det er lidt vemodigt at sige farvel til Suveræne San Fransisco. Vi har faktisk set rigtig meget af byen fordi vi har brugt bilen til at komme ud i alle krogene, men alligevel føler man ikke rigtig, at man har set byen. Håber engang at komme tilbage, da der er mange bydele man kunne udforske dybere.
Vi mødes i lobbyen kl. 8.30, Jens, som er i strålende humør fra morgenstunden af, er sidste mand ude af værelset – og han har endda pakket alle sine ekstrating i poser - så er det jo nemt nok! Posedamen, kalder vi ham.
På vej ud af byen tanker vi. Og så sidder vi ellers i kø et stykke tid for at komme ud på motorvejen og videre sydpå.
Det tager lidt tid at komme ud af byen, vi skal tanke og der er tryk på morgentrafikken, men snart er vi på vej sydpå igen – dejligt! Vi har sprunget morgenmaden over og vil finde en rasteplads dernede af, men det er altså ikke lige det der mest af her i Californien. Jens er MEGET sulten, og som en ægte Andersen træder hans alter ego i karakter i takt med sulten. Det minder lidt om en krydsning mellem Frankensteins monster og Jim Carrey: Umiddelbart frygtindgydende, men faktisk ganske uskadelig, ja ligefrem grinagtig.
Vi trækker den et par timer til San Jose, hvor vi til gengæld havner et lidt sjovt sted med masser af lækre ting lige fra sjove sandwiches til mexicanske æg til lækre søde sager.

Vi kører videre til Monterey, i gamle dage var den berømt for sin sardinindustri, nu er det et turistmekka. Vi besøger byens kendte akvarium, som ganske vist er meget flot men også fyldt til randen med turister, deriblandt hundredevis af skrigende, råbende, løbende børn og alt hvad dertil hører. Marie er lige ved af blive kørt ned af en klapvogn. Jaja, det er farligt her i Børneland, og vi bliver her heller ikke alt for længe.

Det er sjovere at kigge på sælerne som soler sig på stranden ude i den rigtige natur!

Vi kører videre ned til Carmel-by-the-sea, som vi har fået anbefalet. Her er også meget smukt og hyggeligt. Vi bruger en time på at finde et hotel, som er til at betale, og da det endelig lykkes, er vi pludselig trætte og må have os en lille skraver.

Mor og Jens er total døde, så det bliver Marie og far, der er dagens helte i skysovs og kører ud efter aftensmad: pizza, rødvin og ost. Det er nemlig et rigtig hyggeligt værelse med tekøkken, som lægger op til en hjemmeaften, og det har vi vist også behov for.

Vi slutter aftenen af med et slag whist, som Jens vinder enevældigt og stort. Far har taget hul på gin-flasken – den skal jo gerne drikkes inden vi skal hjem! – og så udvikler tingene sig. Inden længe skal Marie og Jens lære Skart, og det gør vi så, mens det svinder i flasken med gin.

Slutspurt

2008-08-07T22:13:00.000-07:00

Næste dag er det hårdt at komme op, for det er stadig småkoldt udenfor. Vi finder en lille cafe, hvor vi får morgenmad. Bagefter går vi alle sammen ud for at shoppe sammen. Første stop er et lille apotek, hvor vi skal have vabelplaster!! Bagefter skal vi i Levis, en stor flot butik med alle tænkelige slags jeans! Jens og Marie finder sig hver en stak, og vi stiller os i kø for at betale. Vi får en rigtig irriterende ekspedient, som både en langsom, ugidelig og uduelig – Mor er lige ved at få knopper. Til gengæld glemmer hun at slå et par af de dyrere jeans ind, så dem får vi med gratis – så kan hun lære det, ha!
Så deler vi os igen – Mor og Jens skal ud og se på sko og t-shrits til Jens, og Far og Marie skal på støvle-shopping! Første stop er dog lige Crates & Barell, hvor vi skal bytte fødselsdagsgave og have andre the-krus. Marie får sig en laaang snak med ekspedienten, det er super hyggeligt! Far er meget tålmodig. Også da han bliver hævet med i ALDO, hvor vi skal prøve 5 forskellige par støvler – i flere størrelser. Efter lang tids overvejelse og mange ’Hvad synes du, Far?’ - som faktisk bliver besvaret med forbløffende engagement og oprigtighed! - har vi fundet den rigtige model. Men de har den ikke i den rigtige størrelse! Marie får ekspedienten til at ringe til en anden ALDO-butik, for at høre om de har den. Jaja, man er vel Fein-Schmecker-Shopper, og man kan jo ligeså godt spørge! Så vi går ned i den anden ALDO-butik, hvor støvlen passer perfekt! Og mens Marie står og beundrer sine ben, finder far et par seje spidse sko, som Marie er vilde med! ”Hmfr, det er alt for dyrt at shoppe med dig,” siger Far da vi går ud af butikken med 2 store poser.
Mens vi står og venter på Mor og Jens uden for Nordstrom, kommer en af San Fransiscos mange hjemløse og vil sælge os en avis. Marie giver ham 2 $ , for når man lige har brugt så mange dollars på shopping, kan man godt bruge 2 $ på en hjemløs. Har endda dårlig samvittighed over kun at give så lidt.
Vi spiser alle fire sandwiches på en Cable Car Café inden vi går hjem for at læsse alle vores poser af. Passerer en skummel gade, hvor der er endnu flere hjemløse. Og nu føler man sig virkelig som rige aliens, meget ubehageligt.

Vi får lige en time på hotellet, inden vi kører ud i byen. Vi passerer det flotte Rådhus i amerikansk nyklassicistisk stil med en kæmpe kuppel på toppen. Den oprindelige byplan med San Fransisco var, at det skulle være Vestens Paris, og på både godt og ondt lykkedes det aldrig. Men lige præcis her i Civic Center, hvor rådhuset, operaen og de store teatre ligger, kan man se spor af den oprindelige tanke.
Vi kører gennem Castro-kvarteret, som er her de homoseksuelle holder til. Her er rigtig hyggeligt med torve, caféer, butikker og de homoseksuelles karakteristiske regnbuestribede flag.
Vi stopper i Haight-Ashbury for at indsnuse Hippie-stemningen og besøge nogle af de mange hippe tøjbutikker, sjove tobaksbutikker og specielle musikbutikker.

Vi kører ud til Golden Gate Bridge for at gå en tur på den. Det er skide koldt og tåget, men sådan er det jo oftest ved broen, så det er jo autentisk nok. Desværre har vi ingen billeder derfra. Fotografen havde glemt kameraet, hun er desuden ved at falde lidt af på den efter det nye kamera er kommet til. Har ikke lige haft tid til at sætte sig ind i det…

Vi kører ned til Ferry Building, som er et stort madmarked. Desværre er det ved at lukke ned, så vi fornemmer kun lidt af stemnignen. Men lækkert er det da.

Kører hjem til hotellet og spiser på et lille gourmetsted lige ved siden af. Vi er dødtrætte og iskolde, så har ikke rigtig kræfter til at nyde maden, vi skal bare hurtigt op i et brandvarmt bad, og så på hovedet i seng.
San Fransisco giver en så mange indtryk, der er så meget at se og opleve, at vi er fuldstændigt udmattede efter 4 dage. Det bliver godt at komme ON THE ROAD igen i morgen.

Billeder fra Yerba Buena Gardens

2008-08-07T08:50:00.000-07:00

Shop amok og tåget sightseeing

2008-08-06T22:05:00.000-07:00

Efter sådan en aften sover vi længe. Spiser atter morgenmad i restauranten, men det er godt nok dyrt, så det er da sidste gang! Det er små-dårligt vejr. Vi deler os - drengene vil ud på Alcatraz, men der er udsolgt. De shopper lidt på Pier, henter bilen og kører i stedet rundt i byen til blandt andet Golden Gate Bridge og Twin Peaks – byens fantastiske udsigtspunkt, hvor man dog ikke kan se så meget pga. tågen. Frokosten indtages på McDonalds.

Pigerne har de bedste intentioner om at være kulturelle. Vi vil se udstillingen på MoMa med Frida Kahlo. Men først skal vi liiige igennem Union Sq, området med alle butikkerne. Her bliver vi selvfølgelig fanget, og inden længe er vi begravet i lækre sko, tasker og tøjstykker og alt andet godt. Og siden drengene ikke kan finde ud af at shoppe, må vi gøre det for dem. Vi tager i Macy’s Mens og køber boxershorts en masse. Og hvem møder vi i køen til kassen? Jimmy Jørgensen, såmænd. Jaja, vi nærmer os Hollywood.

Det er så spændende at shoppe San Fransisco, at vi glemmer tid og sted. Pludselig opdager vi at vores blodsukker er faretruende lavt, så vi skynder os ned til bestemmelsesstedet ved Yerba Buena Gardens. Vi havner på en lille japansk café, som serverer afslappende grøn the og lækre salater – en med tofu og en cesar salad med fisk og wasabi. Vi får en scone og brownie med grøn the-mousse til dessert. Alt sammen meget specielt men lækkert og zen-agtigt.

(Billede mangler)

Vi når langt om længe hen til MoMa, men der er kl. 16.30 og der er kun en halv time til vi skal mødes med drengene. Vi kan ikke få fat i dem for at udskyde mødetidspunktet, så Frida Kahlo må ofres. Øv!!

(Billede mangler)

Tilbage på hotellet samler vi op på hinandens oplevelser og slapper af en times tid inden vi atter kører ud i byen. Tågen er trukket ind i byen, og det er nu rigtig koldt, så vi bliver i bilen og kigger ud på bl.a. Golden Gate Parken, som vi kører igennem på vej ned til stranden med de høje klitter.

Vi kører gennem kvarterer med kæmpe store smukke victorianske huse i alskens pastelnuancer, og vi passerer også gennem et lukket Haight-Ashbury, som er byens gamle Hippie-kvarter.
Vi ender med at spise på en kinesisk restaurant i Richmond. Da det stadig lidt er fødselsdag, skal vi selvfølgelig have Marie’s ene livret, Peking And – men med boller i stedet for pandekager. Lidt mærkeligt, men det smager godt. Det er et hyggeligt lille lokalt sted, hvor der sidder mange kinesere og andre SF’ere. Guldfund. Bagefter er vi trætte, så vi skal bare direkte hjem i seng.

Bjergbestigning i limousine

2008-08-04T22:45:00.000-07:00

Vi spiser morgenmad I hotellets restaurant, selvom den ikke er inkluderet – det er nu det nemmeste. Det er også ret lækkert.
Bagefter begiver vi os ud på City Mountaineering for begyndere gennem Nob hill og Russian hill. Det er virkelig rigtigt! Gaderne er vildt stejle nogle steder i SanFransisco og går op og ned, op og ned. Men her er utroligt smukt, og det er dejligt vejr fra morgenstunden.

Mor ved sin yndlingsbil

- så stejle er gaderne!!!

Går ind på Cable Car Museum, hvor man kan se de store hjul, som trækker alle byens sporvogne (Cable Cars).

Dernæst fortsætter vi ned til Fiskerman’s wharf, nede ved vandet. Her er alle turisterne i ét stort mylder! Vi går ud på den mest berømte Pier 39 og får en flaske vand med udsigt udover marinaen.

Dernæst går vi ud for enden, hvor vi ser søløver. De ligger på store tømmerflåder og gør sig til for turisterne, det er meget sjovt at se.

Vi deler os – far og Jens skal ud og købe kamera! Det gamle er efterhånden total amdret efter vi har taget over 1000 billeder på den her tur!

Pigerne fortsætter hen langs kajen for at bestige Coit tower, som er et mindesmærke for frivillige brandmænd i 1800-tallet og samtidig byens højeste punkt. Det er mere interessant end det umiddelbart lyder. Hele byggeriet skyldes og er iværksat af en kvinde, en baronesse, som var en af frontfigurerne for datidens brandkorps. En kæmpe statue af hende står den for tårnet, og hun ligner selveste Jean d’Arc.

Hvor mange brande hun egenhændigt slukkede er dog tvivlsomt, men hun forstod i hvert fald at holde humøret oppe hos de andre brandfolk ved at heppe og drikke en bajer med dem i ny og næ (og så siges det, at hun har været i kanen med halvdelen af korpset). Det er også hendes store arv, som har finansieret byggeriet, som er dekoreret med smukke muremalerier indvendig - en hyldest til arbejderne!

På den anden side af tårnet kommer vi ned i North beach-kvarteret, som er det gamle italienske kvarter. Her er rigtig hyggeligt med mange små sjove butikker og cafeer. Vi køber frokost på en lokal burgerbar, hvor man kan se kokken stå og lave maden, og det er ret fascinerende! Tiden er imidlertid løbet fra os, så vi må sluge vores kæmpeburgere i en fart på en trappe, inden vi mødes med Far og Jens på café Trieste. Det var her 1950’ernes store forfatter-talenter opholdt sig, og man har også optaget en enkelt scene af Godfather her. Men stedet har nu mistet sin fordoms charme lidt og minder nu mere om en bistro.

Vi skilles atter, pigerne går i City Lights, San Fransiscos mest berømte boghandel. I 1956 publicerede City Lights Allen Ginsbergs forargende digtsamling, ’Howl’ som blev Beatgenerationens manifest. (Beatgenerationen var en forløber for bl.a. ’68-oprøret og hele hippiebevægelsen.)
Det er et rigtig hyggeligt lille sted i to etager med masser af sjove bøger på høje brune bogreoler. Rundt omkring står der stole med en opfordring til at ’sætte sig ned og læse en bog’. Marie skal selvfølgelig have et eksemplar af ’Howl’ med derfra.

Bagefter går vi på beatmuseum for at lære mere om Beatnik’erne; den homoseksuelle Allen Ginsberg, vennerne Jack Kerouac og Neal Cassidy (som ’delte’ kone) og William S. Burroughs, som skød sin kone sådan ved et uheld. Ups.

Vi går gennem Chinatown, som er et rent gedemarked! Butikker med souvenirs, krydderier, mærkelige figurer, billigt skrammel og Alt Godt Fra Kina. Vi komer til union square og shoppe-området. Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke liiige skulle kigge ind i Victorias Secret, Virgin Megastore og Crade & Barell. Nøj, hvor tiden flyver!

Vi når lige at ligge med benene i vejret et kvarters tid på hotellet, inden vi mødes i lobbyen, for at tage en taxa til Pier 39, hvor vi har middagsreservation. I aften skal det fejres at Marie har fødselsdag i DK. Taxaen kommer dog aldrig, så vi bliver nødt til at tage en hvid limousine, som tilfældigvis holder udenfor. Den er god nok – se selv!:

Vi får anvist et bord ved vinduet med udsigt til Alcatraz-øen og Golden Gate Bridge. I horisonten forsvinder solens sidste stråler bag bjergene. Til forret får vi ostegrtinerede østers og indbagt krabbe og til hovedret intet mindre end hummerhaler – 5 stk til hver! Og en absolut pragtfuld hvidvin til, som er let og frugtagtig og perler en anelse på tungen. Det er simpelthen ren Wellness for smagsløgene!

Tjeneren er super sød, vi har fortalt ham, at det er fødselsdag, og vi får et stykke gratis cheesecake med lys i til dessert. Den er om muligt endnu bedre end Macy’s.

Vi tager en ganske almindelig taxa (men med en ualmindelig sød pakistansk chauffør) tilbage på hotelværelset for at få en nightcab – champagne, intet mindre kan gøre det! - mens vi venter på, at det bliver midnat og altså Marie’s fødselsdag her i San Fransisco også. Så bliver der sunget fin fødselsdagssang inden vi kryber i seng med champagnebobler summende i kroppen; udmattede efter en helt fantastisk dag og aften!!

Berkeley & San Fransisco!!

2008-08-03T18:20:00.001-07:00

Efter morgenmaden, som indtages udendørs i skarp morgensolskin, sætter vi kursen mod San Fransisco – eller i første omgang Berkeley. Det er en universitetsby lige nord for San Fransisco, som huser 30.000 studerende og utallige nobelprismodtagere! Vi parkerer bilen i et parkeringshus og slentrer op mod campus. På vejen sker det tragiske, at GG bliver fældet af en ond kantsten, så hun midlertidigt invalideres. Av-av! Vi går tur i campus, som har en skøn atmosfære! Grønne træer og græsplaner og store bygninger i amerikansk ny-klassicisme. Vi suger stemningen til os og det er da ikke utænkeligt en af os bliver fremtidig studerende ved ’Cal’.

Vi går tværs gennem byen, for at spise frokost i ’Gourmet Ghetto’. Den verdensberømte ’Chez Panisse’, hvor det delikate Californian Cuisine har sit udspring, er desværre fyldt, så vi vælger en lækker tapas-bar ved siden af. Det passer ikke Jens særlig godt. Han lever i høj grad efter samme codex som Joey fra yndlingsserien ’Friends’ (”Joey doesn’t share food!”), og det stemmer jo ikke så godt overens med tapas…

Vi kører ned til marinaen, hvor der er udsigt til Golden Gate Bridge og San Fransisco’s skyline – som sædvanlig indhyllet i havgus. Men smukt og stemningsfyldt er det nu.

SÅ kører vi ind til ’Frisco’!!! Vi følger en kæmpe motorvej med op til 7 spor, det er lige til at blive forvirret over! Vi kører over Bay Birdge og havner i den sydlige del af byen. Hele familien sidder med åben mund og hopper nærmest op og ned i sæderne af ren og skær ekstase. Det er en ufattelig smuk by med gader, der bugter sig som rutschebaner, gamle bygninger malet i delikate pastelfarver, butikker, farverige reklamer, Cable Cars og et mylder af mennesker på gaderne.

Vi bor på hotel Carlton, som viser sig at være ret fornemt med et stilfuldt eksotisk islæt. Her et billede af Jens og Maries værelse, som vi selvfølgelig straks testede:

Vi burger dog ikke al for lang tid på værelserne – vi skal ud og se byen! Vi går ned til Union Square, hvor byens store shopping-område starter.

Vi går ind i Macy’s for at spise på tagterrassen på 7. sal, som er den berømte Cheesecake-factory. Vi må vente 20 minutter på et bord, men så er det jo godt, at der er 6 etagers adspredelse nedenunder! Det er dog stadig ret crowded, da vi endelig skal tildeles et bord, og Marie og Far er lige ved at gå ud af deres gode skind af bare raseri. Så vi må lige bruge 5 min på anger-management da vi kommer ned at sidde.
Maden smager til gengæld rigtig lækkert og der er rigeligt af den! Til dessert får vi 4 kæmpe store stykker cheesecake, som smager ind i himlen! Den lækreste ostecreme på en perfekt kiksebund smelter på tungen mellem jordbær og syrlig kirsebær. Og som en lækker variation har vi chokolademousse-cheesecake-variationen. Mmmm!!!!

Bagefter går vi shop-amok. Mor og Marie udforsker Macy’s mange etager nærmere, mens Far og Jens hurtigt danner sig et tilfredsstillende overblik og vælger andre græsgange. Det bliver til designersolbriller, make-up palet, neglelak og lækre cremer inden Marie og Mor har fået nok og kan gå hjem på hotellet. Jens og Far kigger tvært på uret, som viser 9.30 og undrer sig over hvordan man kan bruge så lang tid på at shoppe?

De skulle bare vide!!!

Californian suspense

2008-08-01T22:39:00.000-07:00

Vi spiser morgenmad i cafeen – denne gang uden pygmæ-musiker, går en tur rundt om byen (det tager 10 min.) og så kører vi ellers videre ned ad kysten.

Det første stop er Fort Ross, som engang var et russisk fort. På trods af både udkigstårne, våbankammer og kanoner ser det hele meget idyllisk og fredeligt, endda smukt ud i solskinnet som det ligger der på en skrænt ud til havet. Det har nok også primært været base for den skovdrift, der fandt sted i stor stil dengang. Der er masser af huse, forådskamre og et lille kapel. Måske har de skudt en cowboy og en indianer i ny og næ.

Går tur langs den stejle, sukke, vilde kyst, ser en ørn, kan høre søløver, men ikke se dem.

Lillebror og storesøster - yeah!

Spiser forkost, kører videre. Marie læser højt af en essaysamling om Californien – det giver et godt perspektiv til de ting vi ser.
Stopper ved en strand, hvor der er kæmpebølger, og ligger en times tid i solen.

Kører gennem Bodega Bay, hvor Hitchcock optog gyserfilmen ’Fuglene’ i 1963. Nu er bugten forvandlet til luksus golfparadis med store tætklippede, grønne græsplæner og arkitektonisk eksperimenterende feriehuse. Al suspense har fuldstændig forladt byen; vi ser faktisk ikke en eneste fugl.

Vi kører ind i landet til den større by, Santa Rosa, hvor vi finder et motel. Der var absolut ingen net hverken til telefoner eller computere i Elk, og det er lidt frustrerende når man venter på svar fra universitetet!! Så det er en lettelse at komme på nettet i Santa Rosa og få bekræftet, at man er kommet ind - Wee!!! Marie får bekræftet sin plads på Statskundskab på Københavns Universitet - det starter allerede om små 3 uger, wow!

For at fordøje det skal der lidt mad til! Vi går ind mod downtown, som faktisk bare er et stort Mall. Jubii – butikker!!! Marie når at købe 2 t-shirts på rekordtid, og Jens investerer i et par længe savnede i-Pod høretelefoner. Får et tip til en mexicansk restaurant, hvor vi forspiser os i tortillia-chips og buritos.

Bagefter går vi en lille tur i området, som faktisk er meget hyggeligt. Finder en boghandel, hvor mor køber et rejse-sequence, så da vi kommer tilbage på værelse skal der spilles! Vi har nemlig også fundet vores medbragte kortspil, som ellers på mystisk vis har været væk indtil nu. Mor banker Jens i 500 i en nervepirrende sidste runde, og det er ganske underholdende. Marie, som engang var ubesejret mester i det spil, taber stort.

Dagens Citat

2008-08-01T00:12:00.000-07:00

Jens: 'Der er for mange høvdinge i den her familie, så nu er jeg indianer!'

Gone With The Wind

2008-07-31T23:55:00.000-07:00

Vi spiser morgenmad på værelset inden vi kører videre. Vi drejer ind på Avenue of the Giants, endnu en Redwood-strækning.

Udover træer er der små souvenir-shops, hvor man kan købe udskårne Redwood-figurer og dyr. Vi kommer også til Drive-thru-tree som vi må betale 3$ pr. person for at se. Det er virkelig stærkt overbetalt, men så fik vi vores billede. Kæmpebilen Freddie kunne lige og lige komme igennem med sammenklappede sidespejle og vagtsom kørsel.

Næste stop er den lille by Gaberville – så bliver det ikke mere amerikansk! Vi går en tur op og ned af hovedgaden, som hele byen mere eller mindre grænser op til. Butikkerne er gammeldags men ikke så charmerende, den mest iøjefaldende er en lille biks ved navn ’Hump Connection’ – det stod da også guidebogen at de var kendt for deres Marihuana.

Det bedste er, da Marie finder en vaskeægte amerikansk mælke-bar, drevet af en kæmpe stor svedende Mama. Der er propfyldt med folk som spiser ægte amerikansk frokost: en burger skyllet ned med milkshake, og resten af familien skammer sig helt over at optage et bord, når vi nu bare skal have en kop kaffe (vi har jo LIGE handlet ind i det lokale supermarked til fars livret: frokost ud af køletasken). Men Marie insisterer, og det bliver til is, milkshakes, lemonade og en blueberry-pancake til deling. Det smager fuldstændig fantastisk, og vi slubrer det hele i os til sidste dråbe.

Vi fortsætter sydpå og nu deler highway 101 sig og bliver til den berømte highway 1!!! Den snor og snørkler sig gennem en skov det første stykke, og Marie når selvfølgelig at blive køresyg inden vi når ud til kysten. Værre går det dog ikke, end at det går over med lidt frokost indtaget på en skrænt. Så har maven lidt at arbejde med.

Vi kører videre langs kysten og næste stop er den smukke victorianske by Mendocino. Her koster det næsten 400$ at overnatte, men så er der også både himmelseng, kniplinger, kamin og rødvin på værelserne. Et sted er prisen nede på 320$ , hvilket Marie synes er en rimelig pris for en enkelt nat som Scarlett O’Hara. Men Far er ingen Rhett Butler, så vi nøjes med kaffe og lemonade på en lille café.

Bagefter går vi en tur i byen og kigger os omkring i de mange små butikker med billigt bras, sære ting og mystisk lokalt kunsthåndværk. Mor og Marie køber en lille udskåret og farvelagt trækugle til vores juletræ (vi har for vane at købe julepynt når vi er i udlandet).

Vi kører videre gennem flere endnu mindre byer, men der er ikke rigtig nogen overnatningsmuligheder. Da bilen pludselig meddeler os, at benzin-niveauet er nede på et kritisk niveau, og der ikke er udsigt til en tankstation i miles omkreds, er situationen pludselig en anelse tilspidset. Vi stopper i en lille by, Elk, hvor vi kan få et romantisk Bed&Breakfast til 200$. Det er godt nok stadig ret dyrt, men sådan er priserne åbenbart lige her og vi har ikke tålmodighed til at køre længere. Hotel-mama er en slank kvinde i 50’erne med en blonde-g-streng, som når helt op på ryggen. Hun er dog vældig flink og snaksagelig og giver os en privat rundvisning på grunden. ’Hotellet’ består af en masse små huse med forskellige værelser. ’Grunden’ er en eksotisk overbeplantet romantisk have i bedste amerikanske stil, den ligger på en skrænt med fantastisk udsigt udover havet – faktisk er der placeret et hot tub helt ude ved kanten! Vi får et værelse på 1.sal med balkon og kamin og enkeltsenge til Jens og Marie – yes! Det slår dog ikke helt et andet værelse i 3 etager, som hun også viste os – det havde boblebad med udsigt (!), fjernsynsstue og hems!
Med lidt god vilje er der lidt Romeo og Juliet over balkonen, og det skal selvfølgelig foreviges. Så gør det ikke så meget med Scarlett O’Hara og sydstatsromantikken.

Spiser aftensmad i den tilhørende restaurant, ’Caféen’ mens solen går ned. Det er udmærket mad, og så er der oven i købet livemusik! En midaldrende fed pygmæ-musiker med langt hentehår og hawaiiskjorte spiller evergreens fra 60’erne i følsom overfortolkning på guitar og mundharmonika.
Tak for kaffe, and Good Night, Polly Anna!

Hvaler, Ørne, Bjørne

2008-07-31T23:40:00.000-07:00

Vi vågner til et smukt vejr, og stranden nedenfor vores vinduer trækker. I går var det koldt og gråt, og vi fandt lange bukser og trøjer frem i kufferten til de næste par dage. Men det viser sig heldigvis at være fuldstændig unødvendigt. Hvorfor bekymre sig om morgendagen synes devisen at være.

Efter en god gåtur fortsætter vi ned ad kysten, og næste stop og gåtur bliver ude ved Patricks Point. Her skulle der være mulighed for at se hvaler, ørne og bjørne. Men ved billetlugen ( $ 6 at betale) fortæller et skilt os, at bjørnen har lige været der og sæson for hvaler er ovre. I stedet venter der os en meget flot, uforglemmelig tur kanten rundt ved havet med søløver pelikaner og småfugle, som da godt kan ligne en lille ørn. Frokosten indtages, nu har vi ligesom betalt for at være her.

Først var der helt tåget...
...Så lettede den...
...og forsvandt til sidst helt - jubi!!

Beslutter at køre til Euruka for at finde overnatning, det går nemt denne gang, Motel 6, til den nette pris $ 70. Og byen ser vældig lovende ud, en flot lang hovedgade med masser af butikker, spisesteder,og bygninger af ældre dato.

Men vi har planlagt at aftenen skal henlægges til Ferndale, en lille bevaringsværdig by. Vi tager det fine tøj på, har nemlig talt med en hotelejer tidligere på dagen, som fortæller, at der er mange gæster i hans by, derfor ret så dyre værelsespriser. Vi drager forventningsfulde af sted, endelig en ”ordentlig” by med mennesker i.

Vi ankommer kl.18 til en totalt mennesketom ganske yndig by. Her er ikke et øje og på den lokale sidder der 7 mænd ved en lang bar. Vi går gaden op og ned et par gange, og køber en flaske gin i Liquor Store, en gammel charmerende butik. For enden af gaden ligger hotellet, som har en bar/restaurant, hvor vi indtager turens første store bøf ( drengene altså).

Nå, men vi har da Eureka til gode, mener vi, og kører tilbage for måske at få en lille godnat drink et sted, Marie blev nemlig nægtet rødvin til maden, måske bedre held et andet sted?????
Kl. 21 kører vi gennem Eureka en by på 30.000 mennesker og igen oplever vi, at vi kan cruise gennem byen i vores store amerikaner bil, uden at skulle tage hensyn til andre medtrafikanter eller andet godtfolk på gaden. Efter at have gennemsøgt hvert hjørne af byen (hvilket betyder vi når at se deres meget verdenskendte? Victorianske grønne hus) kører vi slukørede tilbage til Motel 6.

The Giant and the Ants

2008-07-29T22:17:00.000-07:00

Vi sover faktisk meget godt på det lille bitte værelse med de knirkende senge midt ude i skoven, men efter en tur i dele-badet har vi alligevel brug for lidt forkælelse, så vi spiser morgenmad på en lille restaurant overfor, som leder tankerne hen på pandekagehuset fra Hans og Grete. Servitricen minder også lidt om en heks – en grov ældre dame med en stemme som får Janis Joplin til at lyde som en kirkesanger. Vi får en god solid landlig morgenmad med omelet, kartofler og bøf, æg og frugt, toast, pandekager, te og kaffe. Tak for mad!

Vi kører hele formiddagen, krydser grænsen til Californien og havner i Jedidiah Smith National Park kendt for sine kæmpestore Redwood træer. Vi spiser frokost og går derefter tur inde i skoven. Vi føler os som myrer blandt disse mega høje træer.

Vi kører gennem skoven ud til Crescent City ved kysten, hvor vi indlogeres på en lækkert værelse med havudsigt – faktisk ligger det næsten nede på stranden. Mor er himmel-lykkelig, men hun havde vist også lidt til gode.
Tågen kryber ind ude fra havet og det er super koldt, så vi bliver på hotelværelset. Da vi skal ud og spise aftensmad kommer de lange bukser på for første gang. Vi spiser på Burger King – man kan jo ikke tage til USA uden at spise fast food! Vi bliver enige om at burgerne ER bedre her end på McDonalds; alt imens vi sidder og kigger på de mange mærkelige mennesker der går ind og ud af sådan en halvtom Burger King. Vi møder endda en dansker. Verden er sørme lille.

Mere politi!

2008-07-28T19:07:00.000-07:00

Vi er ved at forlade parkeringspladsen ved Crater Lake, pusler omkring bilen, henter vand og kiks fra bagagerummet til den lange tur rundt om søen, som venter forude. Vi sætter os ind i bilen og kører. Vi passerer en politibil og betjenten gør tegn til os. Vi fatter ingenting, og han sætter efter os. Far trækker ind til siden...

Betjent: Excuse me, sir, I thought I just saw you open a can of beer and take it into the car. I just want to tell you that's not authorized... drinking and driving...
Jens og Far i kor: (afvæbnende) ?? No-no, it's just water...!

Som bevis vifter de et par gange med vandflaskerne, og betjenten kører videre med en hilsen, men måske stadig lidt små-skeptisk? Marie er forarget - ligner vi virkelig en flok fordrukne europæere? De blander sig da også i alting herovre!!
Vi stopper 100 meter længere henne for at tisse og en flok passerende amerikanske turister kan ikke dy sig for med et smøret grin at kommentere optrinet, som de selvfølgelig har fulgt med i. Jaja, meget morsomt - bah!

Broke Back Mountain & Crater Lake

2008-07-28T18:29:00.000-07:00

Vi traf en fælles beslutning om at køre fra kysten og sydøst over til Crater Lake National Park. Det tog os 4 timer, imens vi febrilsk forsøgte at finde overnatning i området, belært af andre folks erfaringer om, at det kunne være svært at finde overnatning i National Parkerne, og ganske rigtigt, det var svært. Ved et smukt view point med indtagelse af kølig melon, fandt vi i Union Creek folk, der have et rum JDet besigtigede vi en time senere, og det fandt adeledes ikke nåde hos Fru Andersen, småt, mørkt, støvet, beliggende ved en trafikeret vej midt i en skov. Marie synes det var eksotisk, spændende primitivt, Jes havde et lykkeligt smil på: 58$ for en nat 4 mennesker, det lignede da noget, han kunne forstå.

Krise……..og værelset ikke indbød til længerevarende ophold ( 8m2) kørte vi de sidste 30 miles op til CraterLake. Og hvis vi havde mødt turister før, fik vi dem i store mængder nu, sågar japanerne havde fundet den meget blå vulkansø in the mittle off nowwhere. En sejltur på vidunderet kostede 26$ per. person, men det var jo mere en overnatningen, helt ude af proportioner, det droppede vi så……

Gik i stedet en tur på kanten ad søen, de unge mennesker i strandsandaler, amerikanerne og for den sags skyld japanerne havde vandrestøvler/stave med, selvom vi ikke mødte mange af dem lidt ude for den asfalterede sti.

En hurtig beslutning, eller Fru Andersen fik sin vilje, vi tog turen søen rundt ( 53km) i bil,og på den amerikanske måde vel og mærke. Vinduet ned og et billede af storslået view!!! Og så vidre. Så var vi færdig med Crater Lake. Fandt det ene af de to spisesteder i området og åd os en pukkel til i buffet.

Kl. 21 var vi tilbage ved vores Logde og skumringen havde skjult fejl og mangler, og lignede den idyl Marie eftersøgte. De to ældre var trætte, de to unge overvejede om det kunne betale sig at vaske træer på de fælles bad og toiletter. De fik forbud mod at vende sig i sengen, den knirkede iviviviviviviv. Så lå vi der og kæmpede med varmen, lyttende efter myg med bange anelser. Jes havde fået en pille mod selv samme, og lå med et saligt smil…….58$, 58$, 58$. GODNAT

The Adventures of RUBBER DUCK & The Monstrous Sand Mountain

2008-07-28T17:54:00.000-07:00

Vi vågner i den lille by, Florence (navnet lover en del mere Europæisk romantik, end der egentlig er at finde), spiser morgenmad på værelset og kører så sydpå langs med kysten. Snart når vi frem til der, hvor Oregon Dunes breder sig ud i Stillehavet.
Vi beslutter os for en lille gåtur, som hurtigt bliver til et hiking-eventyr. Først skal vi igennem skov med kæmpe høje, slanke træer. Der når næsten ikke noget lys ned til os, og vi går nærmest rundt i underskovsbevoksning.

Pludselig munder skoven ud i store hvide sandbakker, og langt ude i horisonten kan vi se Stillehavet – dér skal vi hen! Men først skal der lige forceres et kilometerbredt stykker med sand og nåletræer i et stort krat – jo, det er skam en lillebitte sti, for det er strengt forbudt at gå uden for stierne i USA. Efter at have passeret utallige udsigtspunkter og tænkt: ”NU er vi der!” ganske forgæves, har vi næsten mistet modet, indtil vi pludselig står og kigger ud over en stor uberørt strand – Wau!
Da vi stikker tæerne i får vi kuldegysninger – det er skide koldt! Hvis man forestiller sig Stillehavet som en venlig varm badestrand kan man godt tro om igen – det har virkeligt meget temperament!

Turen tilbage til bilen er en endnu større udfordring end turen ud. Middagssolen har rejst sig på himlen, og den bager ubarmhjertigt ned på os. Sveden driver, tungen svulmer i munden på os og sandklitten foran os, som før var en stor rutschebane er nu et kæmpemæssigt sandbjerg, som skal bestiges. Vi føler os som en flok nøgne beduiner fra science-fiction romanen ”Klit”. På halvvejen passerer vi en hollandsk familie med to små børn, de skeler skeptisk til vores kamp mod sandet og overvejer om de selv tør fortsætte?

Oppe på toppen af klitten føler vi os til gengæld som BS og Bubber – Mor er helt klart BS. Jens er mega sur, for han har – efter at have fulgt fars skoråd – fået en vabel. Han forbander GG og dette forhindringsløb langt væk og skynder sig foran ned til bilen for at køle af.

Da vi kommer ned til bilen har vi fået en bøde. Det koster 5 $ at parkere og gå tur i klitterne – ingenting er gratis i USA.

Og dog: Jens og Marie har besluttet sig for at turen skal have en maskot og har fundet den perfekte kandidat på motellet i Florence. En gummiand med sørøverhat og klap for øjet. Han bliver døbt RUBBER DUCK aka. Captain Jack Sparrow og får ærespladsen oppe i foruden ved siden af frk. GPS.

Vi kører videre og spiser frokost ved en flod med en stor flot bro og et savværk. Pludselig kommer den lokale sherif kørende forbi, og vi følger ham spændt med øjnene og får en klump i halsen, da han gør mine til at stoppe. ”Do you guys have a problem?” spørger han fra sin kæmpe pick-up med blå blink og det hele. Øh, næh…, svarer vi mens vi er ved at skide i bukserne. Han kører videre, ville bare være hjælpsom – pyha!
Mor, som synes at hendes børn har fået lige lovlige lange fingre på det sidste, siger, at han sikkert var på jagt efter en kidnappet gummiand fra Florence. Haha, meget morsomt… Der er nu intet i vejen med at erhverve sig en souvenir i ny og næ. Man må nemlig gerne tage sæber og shampoer og alt andet, som ikke lige er inventar i motelværelset. Captain Jack Sparrow er ikke blevet kidnappet – han var blevet forladt, og nu har vi adopteret ham!

Vi kører videre og kommer igennem en lille by opkald efter vores lille land: DENMARK. Byen består egentlig bare af et skilt og et skur. Hvis det er amerikanernes opfattelse af Danmark, forstår vi godt, at de ikke ved hvor det ligger.

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Port Orford – en lille idyllisk flække ved kysten. Vi bliver indlogeret på et overraskende billigt og hyggeligt motel med en fantastisk udsigt udover havet! Mor og Marie går tur langs vandet og møder drengene senere henne i fiskeri-havnen, hvor de har fundet en lille pudsig fiske-restaurant helt ude på molen. Den bliver drevet af nogle ældre mennesker, man kan se skipper selv stå ude i køkkenet og koggerere, og vi sidder nærmest inde i ’dagligstuen’. Maden kommer næsten før vi har afleveret menukortene og smager herligt!

Bagefter kører vi lidt rundt, går en tur og havner ude på spidsen af en klint, hvor der er et fantastisk view op langs kysten og ud over havet, hvor solen er på vej ned. Der er klipper i havet, som bølgerne slår brusende ind mod, og søløver leger omkring, mens havfuglene slår kolbøtter højt oppe i himlen.

Sikke en afslutning på en fantastisk dag!

Dagens Dummie

2008-07-28T17:51:00.000-07:00

Vi kører rundt inde i skovene i Oregon, leder egentlig efter en lille sø, som vi dog aldrig finder, men lidt sjov har vi da:

Far: Næh, sikke en fin lille wiese!
Jens: Nu bruger I igen ord, som jeg ikke kender!
Marie: Det betyder eng på tysk
Far: Det hedder det da også på dansk
Alle: (Bryder ud i grin, dernæst sang:) Deutschland, Deutschland über alles...!
Far: Det er jeg sikker på! Har du computeren åben, så slå det op i ordbogen!
Marie: Og hvordan vil du så stave til det?
Far: v-i-s-e
Marie: Det er jo en sang…
Far: Der er flere betydninger…

Computeren tændes og efter at have prøvet adskillige stavemuligheder, må Far omsider krybe til korset og indrømme, at han er en rigtig hjemmetysker.

What did we learn today?

2008-07-28T17:37:00.000-07:00

- At Amerika er stort, det tager tid at komme fra A til B.
- At vi kan køre timevis uden at møde andet end storslået natur.
- At kortet ikke altid er pålideligt, at scenic trail ikke altid er scenic, men et blindt spor.
- At spise frokost i det grønne kan være en udfordring, at finde det rette sted, blot for at opdage at henne om hjørnet, var et, der var endnu bedre, med bademuligheder…….
- At opdage at GPSen ikke tager fejl med hensyn til længde og tid
- At det ikke er smart at komme til en by kl. 18.30 for at finde overnatning, de forskellige temperamenter koger, og vi må køre endnu 40 miles før vi finder en seng til en alt for høj pris.
- At øje og sanser bliver trætte efter 10 timer i en bil
- At alle skavankerne bliver stive efter 10 timer i en bil.
- At vi må revidere ambitionsniveauet, det kræver nemlig en helikopter…..
- At 3 uger går alt for hurtigt, siger vi efter 4 dage
- At det bedste indkøb so far er vores køleboks.
- At i morgen er der atter en ny dag, med tilvalg og dermed også de svære fravalg.
- At Amerika er fuldstændig betagende med alle dens mærkværdigheder.

Jens i sin nye football-shirt med yndlingsspilleren.

En restaurant nede ved vandet, hvor vi

spiser aftensmad - atter skaldyr en masse.

Restaurantejeren himself overtaler os til at spise

her med en lang anekdote om hans norske kone... Jaja...

On The Road

2008-07-26T08:42:00.001-07:00

Vi har flyttet værelse og sover nu alle 4 i et stort rum. Dette medvirker at Mor og Far smitter resten af familien med deres hulemenneske-vaner aka. Jetlag-tendenser, som Jens og Marie ellers har været nogenlunde fri for. Hele familien er med andre ord oppe kl. 6.17 og ude af Seattle tilsvarende tidligt.
Det er dejligt at komme ud på vejene og bilen er god at køre i. Vi har døbt den Freddie, da det er en Mercury.
Dagens første opgave er at finde et supermarked, hvor vi kan handle ind til frokost. Efter lidt problemer finder vi et sted med hjælp fra GPS-damen. Næste opgave er at finde en elektrisk køletaske, Jens og Far er mest til selvhjælp, så de mugger lidt, da Marie insisterer på at spørge en ekspedient. Han er rigtig flink og sender os over til Ace’s Hardware på den anden side af motorvejen, hvor de dog heller ikke har det – de henviser til Wal Mart. Jens og far må modstræbende erkende, at det både nemt og hyggeligt at spørge sig frem. Amerikanerne er utroligt flinke, og de elsker at snakke! Man kan roligt pakke sin europæiske kølighed væk herovre!
Lidt længere nede af vejen støder vi på Wal Mart (Det er sådan lidt ala A-Z, bare meget større og sjovere!) Marie går straks på jagt i hylderne med neglelak og avec og fortaber sig i endeløse rækker af ærke-amerikanske discount-varer. Jens finder hende nede ved cd’erne lidt senere, og må nærmest bruge vold for at få hende ud til bilen, hvor de andre venter. ”Vi kommer til en anden Wal Mart en anden dag,” trøster Mor, og turen går videre – nu med køletaske, dog ikke elektrisk.

Vi sætter kursen sydpå mod Mount St. Helens, en stor vulcan. Vi kører et stykke tid på moterveje, skifter snart herefter over til den mindre highway. Store fyrretræer, bakker, dale og søer omgiver os. Disse bliver til bjerge og kløfter langs et udtørret flodleje, som vi nærmer os St. Helens. Det er vanvittig smukt at køre oppe i bjergene – her er ikke noget med hårnålesving, vi kører i brede buer helt ude ved kanten – i Amerika har man pladsen til at lave sådan noget. Over broer bygget over kløfter med Indianernavne, forbi det ene udsigtspunkt efter det andet med et view som giver gåsehud og sug i maven.

Vi spiser frokost på p-pladsen for enden af vejen til St. Helens, hvor der er fantastisk udsigt. Efter en håndmad er vi klar til en gåtur i bjergene – Far og Jens mindre entusiastiske, mens Marie går amok med kameraet for at indfange øjeblikket og GG (dobbelt G/Gitte Gå – Jens’ nye øgenavn til Mor) henfalder i euforisk meditativ tilstand.

Vi kører tilbage igen af den smukke vej, slår et smut ind omkring Coldwater Lake og St. Helens Visitor’s center. Dernæst sætter vi kursen sydpå mod Columbia River – en af landets smukkeste. Vi kører langs med The Lewis and Clark Trail – den første jernbanerute bygget af de to pionerer i 1850’erne. Vi kører på en grøn bjergskråning og kigger over på den anden side og Oregons bjerge. Nedenfor strømmer floden blå og bred og i ny og næ passer et kæmpestort godstog os.

Det nærmer sig aften, og vi skal til at finde os et sted at overnatte. Pludselig ser vi en bro forude – The Brigde of the Gods (What a name!), vi kører over broen, som er gjort i jerngitter, så vi kan kigge ned på floden under os! Vi betaler 1 $ i afgift for at køre ind i Oregon, og dér lige til venstre for broen ligger en lille by (En flok huse sporadisk placeret rundt om landevejen) og vi forelsker os straks i den første Best Western Inn. Vi får et værelse med en lille balkon med udsigt udover floden. Togskinnerne løber lige nedenfor, og det kunne ikke være mere idyllisk!
Jens og Marie går ned i byen efter pizza og rødvin, som vi indtager på værelset, imens store fragtskibe sejler forbi og godstog med – Far taber underkæben og glemmer at spise pizza mens han tæller - over 100 vogne og tre lokomotiver bumler forbi!!
Mor og Marie smutter en tur i poolen, inden vi atter går til køjs med lyden af et tog, som blæser til afgang ovre på den anden side af floden.

Højdepunkter fra Seattle

2008-07-24T20:47:00.000-07:00

Fashion-flop:

Jens: Far, hvad er det?
Far: Sokker i sandalerne – det er da OK?
Alle: (…)
Marie: (omsider forsonende) Det er da altid noget, at det ikke er hvide tennissokker…

Siden da har vi ikke set nogen former for sokker i sandalerne.

Den ’lamme’ diskussion:

Vi kører rundt i et villakvarter, pludselig lyder det:
Marie: Arj! De har geder, der går og græsser i forhaven!
Jens: Det er altså ikke rigtige geder – de er døde, udstoppede.
Marie: Nej, de gumlede.
Jens: Walla, jeg sværger de geder, de var døde!
Marie: Hvorfor skulle man have døde geder i forhaven?…
Jens: Hvorfor skulle man have levende?
Marie: Det var de!
Mor: Det er altså rigtig nok – det var levende geder.
Jens: Hvor er I irriterende, de var døde!!!
Far: (??!)

Pyroman:

Ved morgenmadsbuffetten vil Marie riste en bagel, og da hun tilsyneladende ikke kan skille den ad, putter hun den hel i risteren og ser tingene udvikle sig:
Marie: (til servitrice) Excuse me, I have a problem over here. There’s a bagel in there and it’s on fire!!
Servitricen vralter roligt hen til vaffeljernene og henter en overdimensioneret plasticgaffel og prikker lidt til den forkullede bagel, så den skubbes væk fra varmelegemet.
Servitrice: You use this one. (Rækker demonstrerende gaflen hen mod Marie og kyler den brændte bagel i skralderen.)

Kvinder og teknik:

På vej på flymuseum:
Marie: Tror I de har women’s discount? Jeg mener vi får jo ikke noget ud af det…

Kvinder og sport:

Vi kører forbi det store baseball stadion:
Mor: Se! Der er billeder af football-stjernerne!!!
Drengene: (…)
Marie: Mor, det er baseball-spillere…
Mor: Årh, jeg kan heller aldrig kende forskel!
Marie: Tjah, baseball det er dem med et bat i hånden, og football det er dem med en bold, der er formet som en honningmelon.
Drengene: (…)

Billeder fra Testosteron-dag

2008-07-24T20:40:00.001-07:00

Flyentusiasterne...

...og pigerne

En euforisk football-fan :)

Testeron i Seattle

2008-07-24T07:19:00.000-07:00

Vi besluttede at lave en drengedag:-) startnde med et vældig flot museum , hvor alle drengedrømme m.h.t. fly blev opfyldt, M 21, Concorde, Air Force 1 årgang 60, Spitfire og Messerschmidt, og mange flere, som flyentusiaster kun kan drømme om. En anelse for teknisk for kvindekønet.

Efter 2 timer kørte vi ind til byen, hvor vi fik parkeret til 20$ fik til gengæld en fed oplevelse ved at løbe ind i begyndelsen til en Baseball kamp. En vild god stemning, som pigerne nød, drengende synes det var vildt ude på overdrev, med vores beskrivelse af den såkaldte "stemning". Men det VAR et flot syn med to mega store stadion lige ved siden af hinanden, vel plads til 70.000 tilskuer hver, fantastik syn, som vi nød fra en rigtig amerikansk bar med store burgere og øl. Efter frokost besluttede vi at dele os. Drengene fik rundvisning på fodboldstadium og pigerne gik på bytur. Begge dele betød at vi mistede lidt dollars, Jens fik en T-shirts med favoritspilleren, Marie to bøger fra en boghandel som lige kræver lidt beskrivelse. En boghandel som vi alle har set i de diverse amerikanske film, med træreoler fra gulv til loft, en million bogtitler alt hvad hjertet kan begære, og meget mere som man ikke ved eksiterer, FANTASTISK og vi brugte 1 time der i selskab med alle mulige sjove eksistenser.En dame med briller så tykke som hinkesten, som læste en Mc Caine selvbiografi, hvilket hun synes vi alle skulle delagttigøres i, boganmeldelser skrevet i hånden på små seddler, ekspedienter med bemærkelsesværdige udtryk og bevægelser.

Efter sådanne oplevelser måtte vi have en velfortjent? eftermiddagslur.......det blev til 3 timer, og det var næsten umuligt at forlade sengen. Efter nogen utidig diskuteren tog vi bilen og kørte til Alki Beach i West Seattle. Her gik vi tur langs promenaden med smuk udsigt til Seattles skyline og bjergene mod øst, mens solen sidste stråler farvede det hele lyserødt. Der var teenagere, som festede på stranden med bål og der var fede biler langs vejkanten.

Aftensmaden bestod af halv 7-eleven og halv McDonalds (burgers igen) inden vi igen gik i brædderne.

Den første dag i Seattle

2008-07-24T06:42:00.000-07:00

Vi er tidligt oppe den første dag, spiser morgenmad på hotellet - det er ok, men man skal lige vænne sig til amerikanernes morgenmadsvaner med tynd kaffe, forkogte kolde æg, havregryn med kanel og vafler med sukkerfri sirup (??).
Vi starter i downtown Seattle, hvor The Space Needle (en amerikansk udgave af Fernseturm bygget til verdensudstillingen i 1962) ligger. Selvom det er overskyet og koldt beslutter vi at tage op og for at få et view udover byen. Det er smukt, selvom bjergene i horisonten knap er synlige. Bagefter tager vi på The Experience Music Project – et rockmuseum tegnet af Frank Gehry. Det skal forestille lyden af en guitar og det gør det faktisk også. I hvert fald ligner det ikke noget andet, og far får små ticks ved tanken om at han måske vil bygge noget lignende i Sønderborg!!!
Selve museet er vildt spændende, synes Marie og Jens. Seattle har fostret fantastiske musikere som Jimmy Hendrix og Curt Cobain, og har desuden spillet en vigtig rolle for bl.a. Ray Charles og mange andre!!! Far synes det er lidt for teknisk, og mor bruger det meste af tiden på at få sin iPod-audioguide til at virke.

Bagefter går vi ned mod vandet og The Pike Place Market, et kæmpe marked med alt lige fra klamme turist-souvenirs til frisk fisk og skaldyr – XXL! Tænderne løber i vand når vi kigger på 40 cm lange krabbekløer og kammuslinger på størrelse med en knytnæve! Vi finder snart en lille restaurant lidt væk fra turistræset med hvide duge og mahognipaneler. Her indtager vi frokost med udsigt udover vandet, og mor+far får deres kæmpekrabbe.

Vi går op i byen og finder shopping-området, hvor vi kigger rundt en times tid, slutter af med en latte fra Starbucks. Nu er batterierne også ved at være flade – det er jo midt om natten i Danmark. Tilbage til hotellet, hvor vi holder møde om i morgen, og slapper lidt af.

Kl. 6.30 begiver vi os ned til bilen. Vi har fået et tip om en restaurant, som ligger lidt uden for byen, så vi kører i lidt god tid, så vi kan nå at se området. Vi havner ude ved en kæmpe marina med endeløse række af sejlbåde. Ved siden af er der en strand, hvor de lokale holder picnic og hygger sig.
Restauranten Ray’s Boathouse viser sig at være uovertruffen! Vi aflevere bilen midt på den propfyldte parkeringsplads – keys in, window down. Den vil blive parkeret for os – ret sejt! Indenfor venter vi kort på vores bord – men nok til at hele familien er ved at falde i søvn med jetlag. Vi får et bord med udsigt udover bugten med bjerge i horisonten. Meget smukt. Tjenerne er virkeligt servicemindede og søde, og maden smager fantastisk!

Hjemme på hotellet falder vi i søvn inden hovedet har ramt puden…

Søvnløs i Seattle

2008-07-22T01:18:00.000-07:00

Så nåede vi endelig frem til det forjættede land! Jens og mig ligger lige nu på hotelværelset og er klar til velfortjent søvn! Klokken er 1.30 om natten Seattle tid eller ca. 10.30 dansk tid. Det har været et helt surrealistisk langt døgn - temmelig hektisk! Men det hele er gået glat og uden problemer, selvom vi ikke havde ret meget tid i Stockholm, og selvom det lykkedes mig at blive væk i ca. 5 min. i Atlanta. Sådan kan det gå.

Må se om vi kan falde i søvn nu. Er helt høje på tynd luft fra 4 flyvemaskiner, stemningen herovre, for slet ikke at tale om en nervepirrende tur fra lufthavnen ind til Seattle centrum. Vi kører i en KÆMPE stor stor bil - nej TRUCK! - med automatgear og plads til 7 mennesker. Far var så træt, da vi landede, at han nærmest måtte have tændstikker i øjnene. Det tog et kvarter at indstille sidespejlet, og vi måtte en ekstra gang rundt om lufthavnen inden vi fandt ud på den rigtige vej under kyndig og pædagoisk vejledning af GSP, Jens og mig i fællesskab. Mor sad på bagsædet og sagde ingenting af frygt for at gå i koma af træthed og bekymring - hun havde ikke meget tiltro til os lige på det tidspunkt.

Nå - men nu vel installeret på Quality Inn. Vi glæder os til karbad og morgenmad i morgen, og mon ikke også vi kan nå i poolen på et tidspunkt? Det skal man jo!

Kunsten at pakke en taske

2008-07-20T07:55:00.000-07:00

Søndag eftermiddag. Mor og far er nærmest færdige med at pakke - det fylder 2 store kufferter.
Jeg synes også jeg er ved at være der, men har kun fyldt en halv taske. Har lige lagt et par knickers og en ekstra nederdel i for det kunne da virkelig ikke passe, at der var tøj til 3 uger der! Jeg er nok alligevel blevet ret hardcore til at pakke på det sidste... Mangler dog stadig skoene - det bliver svært...

Jens? Tjah... Han er vist nok på vej hjem fra Lolland. Vi kan ikke få kontakt med ham, for mobilen er løbet tør for strøm...

Ellers har rejse-rastløsheden nu meldt sig. Det er svært at sidde stille. Det bliver også svært at sove i nat. Vi får ellers brug for det, for dagen i morgen bliver LANG!

Sønderborg-KBH
KBH-Stockholm
Stockholm-Atlanta
Atlanta-Seattle

i alt ca. 24 timer i fly!!

Dagen før dagen før dagen I ved...

2008-07-19T14:51:00.000-07:00

Det er lørdag aften og jeg har netop fået den geniale idé at oprette en blog for de næste tre uger. Vi har besluttet, at vi tager min computer med på turen, så vi kan holde kontakt med omverdenen. Det har også andre praktiske fordele som, at jeg nok kan melde mig til uni mens vi er i USA osv. Ret smart...
Og så kan vi jo lige så godt gå linen ud og skrive logbog på nettet, uploade billeder og andet gøgl. Det bliver så fedt! Glæd jer!!

Håber at resten af familien er med på den - de får sig en overraskelse i morgen!