On The Road

Vi har flyttet værelse og sover nu alle 4 i et stort rum. Dette medvirker at Mor og Far smitter resten af familien med deres hulemenneske-vaner aka. Jetlag-tendenser, som Jens og Marie ellers har været nogenlunde fri for. Hele familien er med andre ord oppe kl. 6.17 og ude af Seattle tilsvarende tidligt.
Det er dejligt at komme ud på vejene og bilen er god at køre i. Vi har døbt den Freddie, da det er en Mercury.
Dagens første opgave er at finde et supermarked, hvor vi kan handle ind til frokost. Efter lidt problemer finder vi et sted med hjælp fra GPS-damen. Næste opgave er at finde en elektrisk køletaske, Jens og Far er mest til selvhjælp, så de mugger lidt, da Marie insisterer på at spørge en ekspedient. Han er rigtig flink og sender os over til Ace’s Hardware på den anden side af motorvejen, hvor de dog heller ikke har det – de henviser til Wal Mart. Jens og far må modstræbende erkende, at det både nemt og hyggeligt at spørge sig frem. Amerikanerne er utroligt flinke, og de elsker at snakke! Man kan roligt pakke sin europæiske kølighed væk herovre!
Lidt længere nede af vejen støder vi på Wal Mart (Det er sådan lidt ala A-Z, bare meget større og sjovere!) Marie går straks på jagt i hylderne med neglelak og avec og fortaber sig i endeløse rækker af ærke-amerikanske discount-varer. Jens finder hende nede ved cd’erne lidt senere, og må nærmest bruge vold for at få hende ud til bilen, hvor de andre venter. ”Vi kommer til en anden Wal Mart en anden dag,” trøster Mor, og turen går videre – nu med køletaske, dog ikke elektrisk.

Vi sætter kursen sydpå mod Mount St. Helens, en stor vulcan. Vi kører et stykke tid på moterveje, skifter snart herefter over til den mindre highway. Store fyrretræer, bakker, dale og søer omgiver os. Disse bliver til bjerge og kløfter langs et udtørret flodleje, som vi nærmer os St. Helens. Det er vanvittig smukt at køre oppe i bjergene – her er ikke noget med hårnålesving, vi kører i brede buer helt ude ved kanten – i Amerika har man pladsen til at lave sådan noget. Over broer bygget over kløfter med Indianernavne, forbi det ene udsigtspunkt efter det andet med et view som giver gåsehud og sug i maven.

Vi spiser frokost på p-pladsen for enden af vejen til St. Helens, hvor der er fantastisk udsigt. Efter en håndmad er vi klar til en gåtur i bjergene – Far og Jens mindre entusiastiske, mens Marie går amok med kameraet for at indfange øjeblikket og GG (dobbelt G/Gitte Gå – Jens’ nye øgenavn til Mor) henfalder i euforisk meditativ tilstand.

Vi kører tilbage igen af den smukke vej, slår et smut ind omkring Coldwater Lake og St. Helens Visitor’s center. Dernæst sætter vi kursen sydpå mod Columbia River – en af landets smukkeste. Vi kører langs med The Lewis and Clark Trail – den første jernbanerute bygget af de to pionerer i 1850’erne. Vi kører på en grøn bjergskråning og kigger over på den anden side og Oregons bjerge. Nedenfor strømmer floden blå og bred og i ny og næ passer et kæmpestort godstog os.

Det nærmer sig aften, og vi skal til at finde os et sted at overnatte. Pludselig ser vi en bro forude – The Brigde of the Gods (What a name!), vi kører over broen, som er gjort i jerngitter, så vi kan kigge ned på floden under os! Vi betaler 1 $ i afgift for at køre ind i Oregon, og dér lige til venstre for broen ligger en lille by (En flok huse sporadisk placeret rundt om landevejen) og vi forelsker os straks i den første Best Western Inn. Vi får et værelse med en lille balkon med udsigt udover floden. Togskinnerne løber lige nedenfor, og det kunne ikke være mere idyllisk!
Jens og Marie går ned i byen efter pizza og rødvin, som vi indtager på værelset, imens store fragtskibe sejler forbi og godstog med – Far taber underkæben og glemmer at spise pizza mens han tæller - over 100 vogne og tre lokomotiver bumler forbi!!
Mor og Marie smutter en tur i poolen, inden vi atter går til køjs med lyden af et tog, som blæser til afgang ovre på den anden side af floden.