Gone With The Wind

Vi spiser morgenmad på værelset inden vi kører videre. Vi drejer ind på Avenue of the Giants, endnu en Redwood-strækning.

Udover træer er der små souvenir-shops, hvor man kan købe udskårne Redwood-figurer og dyr. Vi kommer også til Drive-thru-tree som vi må betale 3$ pr. person for at se. Det er virkelig stærkt overbetalt, men så fik vi vores billede. Kæmpebilen Freddie kunne lige og lige komme igennem med sammenklappede sidespejle og vagtsom kørsel.

Næste stop er den lille by Gaberville – så bliver det ikke mere amerikansk! Vi går en tur op og ned af hovedgaden, som hele byen mere eller mindre grænser op til. Butikkerne er gammeldags men ikke så charmerende, den mest iøjefaldende er en lille biks ved navn ’Hump Connection’ – det stod da også guidebogen at de var kendt for deres Marihuana.

Det bedste er, da Marie finder en vaskeægte amerikansk mælke-bar, drevet af en kæmpe stor svedende Mama. Der er propfyldt med folk som spiser ægte amerikansk frokost: en burger skyllet ned med milkshake, og resten af familien skammer sig helt over at optage et bord, når vi nu bare skal have en kop kaffe (vi har jo LIGE handlet ind i det lokale supermarked til fars livret: frokost ud af køletasken). Men Marie insisterer, og det bliver til is, milkshakes, lemonade og en blueberry-pancake til deling. Det smager fuldstændig fantastisk, og vi slubrer det hele i os til sidste dråbe.

Vi fortsætter sydpå og nu deler highway 101 sig og bliver til den berømte highway 1!!! Den snor og snørkler sig gennem en skov det første stykke, og Marie når selvfølgelig at blive køresyg inden vi når ud til kysten. Værre går det dog ikke, end at det går over med lidt frokost indtaget på en skrænt. Så har maven lidt at arbejde med.

Vi kører videre langs kysten og næste stop er den smukke victorianske by Mendocino. Her koster det næsten 400$ at overnatte, men så er der også både himmelseng, kniplinger, kamin og rødvin på værelserne. Et sted er prisen nede på 320$ , hvilket Marie synes er en rimelig pris for en enkelt nat som Scarlett O’Hara. Men Far er ingen Rhett Butler, så vi nøjes med kaffe og lemonade på en lille café.

Bagefter går vi en tur i byen og kigger os omkring i de mange små butikker med billigt bras, sære ting og mystisk lokalt kunsthåndværk. Mor og Marie køber en lille udskåret og farvelagt trækugle til vores juletræ (vi har for vane at købe julepynt når vi er i udlandet).

Vi kører videre gennem flere endnu mindre byer, men der er ikke rigtig nogen overnatningsmuligheder. Da bilen pludselig meddeler os, at benzin-niveauet er nede på et kritisk niveau, og der ikke er udsigt til en tankstation i miles omkreds, er situationen pludselig en anelse tilspidset. Vi stopper i en lille by, Elk, hvor vi kan få et romantisk Bed&Breakfast til 200$. Det er godt nok stadig ret dyrt, men sådan er priserne åbenbart lige her og vi har ikke tålmodighed til at køre længere. Hotel-mama er en slank kvinde i 50’erne med en blonde-g-streng, som når helt op på ryggen. Hun er dog vældig flink og snaksagelig og giver os en privat rundvisning på grunden. ’Hotellet’ består af en masse små huse med forskellige værelser. ’Grunden’ er en eksotisk overbeplantet romantisk have i bedste amerikanske stil, den ligger på en skrænt med fantastisk udsigt udover havet – faktisk er der placeret et hot tub helt ude ved kanten! Vi får et værelse på 1.sal med balkon og kamin og enkeltsenge til Jens og Marie – yes! Det slår dog ikke helt et andet værelse i 3 etager, som hun også viste os – det havde boblebad med udsigt (!), fjernsynsstue og hems!
Med lidt god vilje er der lidt Romeo og Juliet over balkonen, og det skal selvfølgelig foreviges. Så gør det ikke så meget med Scarlett O’Hara og sydstatsromantikken.

Spiser aftensmad i den tilhørende restaurant, ’Caféen’ mens solen går ned. Det er udmærket mad, og så er der oven i købet livemusik! En midaldrende fed pygmæ-musiker med langt hentehår og hawaiiskjorte spiller evergreens fra 60’erne i følsom overfortolkning på guitar og mundharmonika.
Tak for kaffe, and Good Night, Polly Anna!

Hvaler, Ørne, Bjørne

Vi vågner til et smukt vejr, og stranden nedenfor vores vinduer trækker. I går var det koldt og gråt, og vi fandt lange bukser og trøjer frem i kufferten til de næste par dage. Men det viser sig heldigvis at være fuldstændig unødvendigt. Hvorfor bekymre sig om morgendagen synes devisen at være.



Efter en god gåtur fortsætter vi ned ad kysten, og næste stop og gåtur bliver ude ved Patricks Point. Her skulle der være mulighed for at se hvaler, ørne og bjørne. Men ved billetlugen ( $ 6 at betale) fortæller et skilt os, at bjørnen har lige været der og sæson for hvaler er ovre. I stedet venter der os en meget flot, uforglemmelig tur kanten rundt ved havet med søløver pelikaner og småfugle, som da godt kan ligne en lille ørn. Frokosten indtages, nu har vi ligesom betalt for at være her.

Først var der helt tåget...
...Så lettede den...
...og forsvandt til sidst helt - jubi!!

Beslutter at køre til Euruka for at finde overnatning, det går nemt denne gang, Motel 6, til den nette pris $ 70. Og byen ser vældig lovende ud, en flot lang hovedgade med masser af butikker, spisesteder,og bygninger af ældre dato.

Men vi har planlagt at aftenen skal henlægges til Ferndale, en lille bevaringsværdig by. Vi tager det fine tøj på, har nemlig talt med en hotelejer tidligere på dagen, som fortæller, at der er mange gæster i hans by, derfor ret så dyre værelsespriser. Vi drager forventningsfulde af sted, endelig en ”ordentlig” by med mennesker i.

Vi ankommer kl.18 til en totalt mennesketom ganske yndig by. Her er ikke et øje og på den lokale sidder der 7 mænd ved en lang bar. Vi går gaden op og ned et par gange, og køber en flaske gin i Liquor Store, en gammel charmerende butik. For enden af gaden ligger hotellet, som har en bar/restaurant, hvor vi indtager turens første store bøf ( drengene altså).

Nå, men vi har da Eureka til gode, mener vi, og kører tilbage for måske at få en lille godnat drink et sted, Marie blev nemlig nægtet rødvin til maden, måske bedre held et andet sted?????
Kl. 21 kører vi gennem Eureka en by på 30.000 mennesker og igen oplever vi, at vi kan cruise gennem byen i vores store amerikaner bil, uden at skulle tage hensyn til andre medtrafikanter eller andet godtfolk på gaden. Efter at have gennemsøgt hvert hjørne af byen (hvilket betyder vi når at se deres meget verdenskendte? Victorianske grønne hus) kører vi slukørede tilbage til Motel 6.

The Giant and the Ants

Vi sover faktisk meget godt på det lille bitte værelse med de knirkende senge midt ude i skoven, men efter en tur i dele-badet har vi alligevel brug for lidt forkælelse, så vi spiser morgenmad på en lille restaurant overfor, som leder tankerne hen på pandekagehuset fra Hans og Grete. Servitricen minder også lidt om en heks – en grov ældre dame med en stemme som får Janis Joplin til at lyde som en kirkesanger. Vi får en god solid landlig morgenmad med omelet, kartofler og bøf, æg og frugt, toast, pandekager, te og kaffe. Tak for mad!

Vi kører hele formiddagen, krydser grænsen til Californien og havner i Jedidiah Smith National Park kendt for sine kæmpestore Redwood træer. Vi spiser frokost og går derefter tur inde i skoven. Vi føler os som myrer blandt disse mega høje træer.

Vi kører gennem skoven ud til Crescent City ved kysten, hvor vi indlogeres på en lækkert værelse med havudsigt – faktisk ligger det næsten nede på stranden. Mor er himmel-lykkelig, men hun havde vist også lidt til gode.
Tågen kryber ind ude fra havet og det er super koldt, så vi bliver på hotelværelset. Da vi skal ud og spise aftensmad kommer de lange bukser på for første gang. Vi spiser på Burger King – man kan jo ikke tage til USA uden at spise fast food! Vi bliver enige om at burgerne ER bedre her end på McDonalds; alt imens vi sidder og kigger på de mange mærkelige mennesker der går ind og ud af sådan en halvtom Burger King. Vi møder endda en dansker. Verden er sørme lille.

Mere politi!

Vi er ved at forlade parkeringspladsen ved Crater Lake, pusler omkring bilen, henter vand og kiks fra bagagerummet til den lange tur rundt om søen, som venter forude. Vi sætter os ind i bilen og kører. Vi passerer en politibil og betjenten gør tegn til os. Vi fatter ingenting, og han sætter efter os. Far trækker ind til siden...

Betjent: Excuse me, sir, I thought I just saw you open a can of beer and take it into the car. I just want to tell you that's not authorized... drinking and driving...
Jens og Far i kor: (afvæbnende) ?? No-no, it's just water...!

Som bevis vifter de et par gange med vandflaskerne, og betjenten kører videre med en hilsen, men måske stadig lidt små-skeptisk? Marie er forarget - ligner vi virkelig en flok fordrukne europæere? De blander sig da også i alting herovre!!
Vi stopper 100 meter længere henne for at tisse og en flok passerende amerikanske turister kan ikke dy sig for med et smøret grin at kommentere optrinet, som de selvfølgelig har fulgt med i. Jaja, meget morsomt - bah!

Broke Back Mountain & Crater Lake

Vi traf en fælles beslutning om at køre fra kysten og sydøst over til Crater Lake National Park. Det tog os 4 timer, imens vi febrilsk forsøgte at finde overnatning i området, belært af andre folks erfaringer om, at det kunne være svært at finde overnatning i National Parkerne, og ganske rigtigt, det var svært. Ved et smukt view point med indtagelse af kølig melon, fandt vi i Union Creek folk, der have et rum JDet besigtigede vi en time senere, og det fandt adeledes ikke nåde hos Fru Andersen, småt, mørkt, støvet, beliggende ved en trafikeret vej midt i en skov. Marie synes det var eksotisk, spændende primitivt, Jes havde et lykkeligt smil på: 58$ for en nat 4 mennesker, det lignede da noget, han kunne forstå.

Krise……..og værelset ikke indbød til længerevarende ophold ( 8m2) kørte vi de sidste 30 miles op til CraterLake. Og hvis vi havde mødt turister før, fik vi dem i store mængder nu, sågar japanerne havde fundet den meget blå vulkansø in the mittle off nowwhere. En sejltur på vidunderet kostede 26$ per. person, men det var jo mere en overnatningen, helt ude af proportioner, det droppede vi så……

Gik i stedet en tur på kanten ad søen, de unge mennesker i strandsandaler, amerikanerne og for den sags skyld japanerne havde vandrestøvler/stave med, selvom vi ikke mødte mange af dem lidt ude for den asfalterede sti.

En hurtig beslutning, eller Fru Andersen fik sin vilje, vi tog turen søen rundt ( 53km) i bil,og på den amerikanske måde vel og mærke. Vinduet ned og et billede af storslået view!!! Og så vidre. Så var vi færdig med Crater Lake. Fandt det ene af de to spisesteder i området og åd os en pukkel til i buffet.

Kl. 21 var vi tilbage ved vores Logde og skumringen havde skjult fejl og mangler, og lignede den idyl Marie eftersøgte. De to ældre var trætte, de to unge overvejede om det kunne betale sig at vaske træer på de fælles bad og toiletter. De fik forbud mod at vende sig i sengen, den knirkede iviviviviviviv. Så lå vi der og kæmpede med varmen, lyttende efter myg med bange anelser. Jes havde fået en pille mod selv samme, og lå med et saligt smil…….58$, 58$, 58$. GODNAT

The Adventures of RUBBER DUCK & The Monstrous Sand Mountain

Vi vågner i den lille by, Florence (navnet lover en del mere Europæisk romantik, end der egentlig er at finde), spiser morgenmad på værelset og kører så sydpå langs med kysten. Snart når vi frem til der, hvor Oregon Dunes breder sig ud i Stillehavet.
Vi beslutter os for en lille gåtur, som hurtigt bliver til et hiking-eventyr. Først skal vi igennem skov med kæmpe høje, slanke træer. Der når næsten ikke noget lys ned til os, og vi går nærmest rundt i underskovsbevoksning.

Pludselig munder skoven ud i store hvide sandbakker, og langt ude i horisonten kan vi se Stillehavet – dér skal vi hen! Men først skal der lige forceres et kilometerbredt stykker med sand og nåletræer i et stort krat – jo, det er skam en lillebitte sti, for det er strengt forbudt at gå uden for stierne i USA. Efter at have passeret utallige udsigtspunkter og tænkt: ”NU er vi der!” ganske forgæves, har vi næsten mistet modet, indtil vi pludselig står og kigger ud over en stor uberørt strand – Wau!
Da vi stikker tæerne i får vi kuldegysninger – det er skide koldt! Hvis man forestiller sig Stillehavet som en venlig varm badestrand kan man godt tro om igen – det har virkeligt meget temperament!

Turen tilbage til bilen er en endnu større udfordring end turen ud. Middagssolen har rejst sig på himlen, og den bager ubarmhjertigt ned på os. Sveden driver, tungen svulmer i munden på os og sandklitten foran os, som før var en stor rutschebane er nu et kæmpemæssigt sandbjerg, som skal bestiges. Vi føler os som en flok nøgne beduiner fra science-fiction romanen ”Klit”. På halvvejen passerer vi en hollandsk familie med to små børn, de skeler skeptisk til vores kamp mod sandet og overvejer om de selv tør fortsætte?

Oppe på toppen af klitten føler vi os til gengæld som BS og Bubber – Mor er helt klart BS. Jens er mega sur, for han har – efter at have fulgt fars skoråd – fået en vabel. Han forbander GG og dette forhindringsløb langt væk og skynder sig foran ned til bilen for at køle af.

Da vi kommer ned til bilen har vi fået en bøde. Det koster 5 $ at parkere og gå tur i klitterne – ingenting er gratis i USA.

Og dog: Jens og Marie har besluttet sig for at turen skal have en maskot og har fundet den perfekte kandidat på motellet i Florence. En gummiand med sørøverhat og klap for øjet. Han bliver døbt RUBBER DUCK aka. Captain Jack Sparrow og får ærespladsen oppe i foruden ved siden af frk. GPS.

Vi kører videre og spiser frokost ved en flod med en stor flot bro og et savværk. Pludselig kommer den lokale sherif kørende forbi, og vi følger ham spændt med øjnene og får en klump i halsen, da han gør mine til at stoppe. ”Do you guys have a problem?” spørger han fra sin kæmpe pick-up med blå blink og det hele. Øh, næh…, svarer vi mens vi er ved at skide i bukserne. Han kører videre, ville bare være hjælpsom – pyha!
Mor, som synes at hendes børn har fået lige lovlige lange fingre på det sidste, siger, at han sikkert var på jagt efter en kidnappet gummiand fra Florence. Haha, meget morsomt… Der er nu intet i vejen med at erhverve sig en souvenir i ny og næ. Man må nemlig gerne tage sæber og shampoer og alt andet, som ikke lige er inventar i motelværelset. Captain Jack Sparrow er ikke blevet kidnappet – han var blevet forladt, og nu har vi adopteret ham!

Vi kører videre og kommer igennem en lille by opkald efter vores lille land: DENMARK. Byen består egentlig bare af et skilt og et skur. Hvis det er amerikanernes opfattelse af Danmark, forstår vi godt, at de ikke ved hvor det ligger.

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Port Orford – en lille idyllisk flække ved kysten. Vi bliver indlogeret på et overraskende billigt og hyggeligt motel med en fantastisk udsigt udover havet! Mor og Marie går tur langs vandet og møder drengene senere henne i fiskeri-havnen, hvor de har fundet en lille pudsig fiske-restaurant helt ude på molen. Den bliver drevet af nogle ældre mennesker, man kan se skipper selv stå ude i køkkenet og koggerere, og vi sidder nærmest inde i ’dagligstuen’. Maden kommer næsten før vi har afleveret menukortene og smager herligt!

Bagefter kører vi lidt rundt, går en tur og havner ude på spidsen af en klint, hvor der er et fantastisk view op langs kysten og ud over havet, hvor solen er på vej ned. Der er klipper i havet, som bølgerne slår brusende ind mod, og søløver leger omkring, mens havfuglene slår kolbøtter højt oppe i himlen.

Sikke en afslutning på en fantastisk dag!

Dagens Dummie

Vi kører rundt inde i skovene i Oregon, leder egentlig efter en lille sø, som vi dog aldrig finder, men lidt sjov har vi da:

Far: Næh, sikke en fin lille wiese!
Jens: Nu bruger I igen ord, som jeg ikke kender!
Marie: Det betyder eng på tysk
Far: Det hedder det da også på dansk
Alle: (Bryder ud i grin, dernæst sang:) Deutschland, Deutschland über alles...!
Far: Det er jeg sikker på! Har du computeren åben, så slå det op i ordbogen!
Marie: Og hvordan vil du så stave til det?
Far: v-i-s-e
Marie: Det er jo en sang…
Far: Der er flere betydninger…

Computeren tændes og efter at have prøvet adskillige stavemuligheder, må Far omsider krybe til korset og indrømme, at han er en rigtig hjemmetysker.

What did we learn today?

- At Amerika er stort, det tager tid at komme fra A til B.
- At vi kan køre timevis uden at møde andet end storslået natur.
- At kortet ikke altid er pålideligt, at scenic trail ikke altid er scenic, men et blindt spor.
- At spise frokost i det grønne kan være en udfordring, at finde det rette sted, blot for at opdage at henne om hjørnet, var et, der var endnu bedre, med bademuligheder…….
- At opdage at GPSen ikke tager fejl med hensyn til længde og tid
- At det ikke er smart at komme til en by kl. 18.30 for at finde overnatning, de forskellige temperamenter koger, og vi må køre endnu 40 miles før vi finder en seng til en alt for høj pris.
- At øje og sanser bliver trætte efter 10 timer i en bil
- At alle skavankerne bliver stive efter 10 timer i en bil.
- At vi må revidere ambitionsniveauet, det kræver nemlig en helikopter…..
- At 3 uger går alt for hurtigt, siger vi efter 4 dage
- At det bedste indkøb so far er vores køleboks.
- At i morgen er der atter en ny dag, med tilvalg og dermed også de svære fravalg.
- At Amerika er fuldstændig betagende med alle dens mærkværdigheder.

Jens i sin nye football-shirt med yndlingsspilleren.

En restaurant nede ved vandet, hvor vi

spiser aftensmad - atter skaldyr en masse.

Restaurantejeren himself overtaler os til at spise

her med en lang anekdote om hans norske kone... Jaja...

On The Road

Vi har flyttet værelse og sover nu alle 4 i et stort rum. Dette medvirker at Mor og Far smitter resten af familien med deres hulemenneske-vaner aka. Jetlag-tendenser, som Jens og Marie ellers har været nogenlunde fri for. Hele familien er med andre ord oppe kl. 6.17 og ude af Seattle tilsvarende tidligt.
Det er dejligt at komme ud på vejene og bilen er god at køre i. Vi har døbt den Freddie, da det er en Mercury.
Dagens første opgave er at finde et supermarked, hvor vi kan handle ind til frokost. Efter lidt problemer finder vi et sted med hjælp fra GPS-damen. Næste opgave er at finde en elektrisk køletaske, Jens og Far er mest til selvhjælp, så de mugger lidt, da Marie insisterer på at spørge en ekspedient. Han er rigtig flink og sender os over til Ace’s Hardware på den anden side af motorvejen, hvor de dog heller ikke har det – de henviser til Wal Mart. Jens og far må modstræbende erkende, at det både nemt og hyggeligt at spørge sig frem. Amerikanerne er utroligt flinke, og de elsker at snakke! Man kan roligt pakke sin europæiske kølighed væk herovre!
Lidt længere nede af vejen støder vi på Wal Mart (Det er sådan lidt ala A-Z, bare meget større og sjovere!) Marie går straks på jagt i hylderne med neglelak og avec og fortaber sig i endeløse rækker af ærke-amerikanske discount-varer. Jens finder hende nede ved cd’erne lidt senere, og må nærmest bruge vold for at få hende ud til bilen, hvor de andre venter. ”Vi kommer til en anden Wal Mart en anden dag,” trøster Mor, og turen går videre – nu med køletaske, dog ikke elektrisk.

Vi sætter kursen sydpå mod Mount St. Helens, en stor vulcan. Vi kører et stykke tid på moterveje, skifter snart herefter over til den mindre highway. Store fyrretræer, bakker, dale og søer omgiver os. Disse bliver til bjerge og kløfter langs et udtørret flodleje, som vi nærmer os St. Helens. Det er vanvittig smukt at køre oppe i bjergene – her er ikke noget med hårnålesving, vi kører i brede buer helt ude ved kanten – i Amerika har man pladsen til at lave sådan noget. Over broer bygget over kløfter med Indianernavne, forbi det ene udsigtspunkt efter det andet med et view som giver gåsehud og sug i maven.

Vi spiser frokost på p-pladsen for enden af vejen til St. Helens, hvor der er fantastisk udsigt. Efter en håndmad er vi klar til en gåtur i bjergene – Far og Jens mindre entusiastiske, mens Marie går amok med kameraet for at indfange øjeblikket og GG (dobbelt G/Gitte Gå – Jens’ nye øgenavn til Mor) henfalder i euforisk meditativ tilstand.

Vi kører tilbage igen af den smukke vej, slår et smut ind omkring Coldwater Lake og St. Helens Visitor’s center. Dernæst sætter vi kursen sydpå mod Columbia River – en af landets smukkeste. Vi kører langs med The Lewis and Clark Trail – den første jernbanerute bygget af de to pionerer i 1850’erne. Vi kører på en grøn bjergskråning og kigger over på den anden side og Oregons bjerge. Nedenfor strømmer floden blå og bred og i ny og næ passer et kæmpestort godstog os.

Det nærmer sig aften, og vi skal til at finde os et sted at overnatte. Pludselig ser vi en bro forude – The Brigde of the Gods (What a name!), vi kører over broen, som er gjort i jerngitter, så vi kan kigge ned på floden under os! Vi betaler 1 $ i afgift for at køre ind i Oregon, og dér lige til venstre for broen ligger en lille by (En flok huse sporadisk placeret rundt om landevejen) og vi forelsker os straks i den første Best Western Inn. Vi får et værelse med en lille balkon med udsigt udover floden. Togskinnerne løber lige nedenfor, og det kunne ikke være mere idyllisk!
Jens og Marie går ned i byen efter pizza og rødvin, som vi indtager på værelset, imens store fragtskibe sejler forbi og godstog med – Far taber underkæben og glemmer at spise pizza mens han tæller - over 100 vogne og tre lokomotiver bumler forbi!!
Mor og Marie smutter en tur i poolen, inden vi atter går til køjs med lyden af et tog, som blæser til afgang ovre på den anden side af floden.

Højdepunkter fra Seattle

Fashion-flop:

Jens: Far, hvad er det?
Far: Sokker i sandalerne – det er da OK?
Alle: (…)
Marie: (omsider forsonende) Det er da altid noget, at det ikke er hvide tennissokker…

Siden da har vi ikke set nogen former for sokker i sandalerne.


Den ’lamme’ diskussion:

Vi kører rundt i et villakvarter, pludselig lyder det:
Marie: Arj! De har geder, der går og græsser i forhaven!
Jens: Det er altså ikke rigtige geder – de er døde, udstoppede.
Marie: Nej, de gumlede.
Jens: Walla, jeg sværger de geder, de var døde!
Marie: Hvorfor skulle man have døde geder i forhaven?…
Jens: Hvorfor skulle man have levende?
Marie: Det var de!
Mor: Det er altså rigtig nok – det var levende geder.
Jens: Hvor er I irriterende, de var døde!!!
Far: (??!)


Pyroman:

Ved morgenmadsbuffetten vil Marie riste en bagel, og da hun tilsyneladende ikke kan skille den ad, putter hun den hel i risteren og ser tingene udvikle sig:
Marie: (til servitrice) Excuse me, I have a problem over here. There’s a bagel in there and it’s on fire!!
Servitricen vralter roligt hen til vaffeljernene og henter en overdimensioneret plasticgaffel og prikker lidt til den forkullede bagel, så den skubbes væk fra varmelegemet.
Servitrice: You use this one. (Rækker demonstrerende gaflen hen mod Marie og kyler den brændte bagel i skralderen.)


Kvinder og teknik:

På vej på flymuseum:
Marie: Tror I de har women’s discount? Jeg mener vi får jo ikke noget ud af det…


Kvinder og sport:

Vi kører forbi det store baseball stadion:
Mor: Se! Der er billeder af football-stjernerne!!!
Drengene: (…)
Marie: Mor, det er baseball-spillere…
Mor: Årh, jeg kan heller aldrig kende forskel!
Marie: Tjah, baseball det er dem med et bat i hånden, og football det er dem med en bold, der er formet som en honningmelon.
Drengene: (…)

Billeder fra Testosteron-dag

Flyentusiasterne...

...og pigerne

En euforisk football-fan :)

Testeron i Seattle

Vi besluttede at lave en drengedag:-) startnde med et vældig flot museum , hvor alle drengedrømme m.h.t. fly blev opfyldt, M 21, Concorde, Air Force 1 årgang 60, Spitfire og Messerschmidt, og mange flere, som flyentusiaster kun kan drømme om. En anelse for teknisk for kvindekønet.

Efter 2 timer kørte vi ind til byen, hvor vi fik parkeret til 20$ fik til gengæld en fed oplevelse ved at løbe ind i begyndelsen til en Baseball kamp. En vild god stemning, som pigerne nød, drengende synes det var vildt ude på overdrev, med vores beskrivelse af den såkaldte "stemning". Men det VAR et flot syn med to mega store stadion lige ved siden af hinanden, vel plads til 70.000 tilskuer hver, fantastik syn, som vi nød fra en rigtig amerikansk bar med store burgere og øl. Efter frokost besluttede vi at dele os. Drengene fik rundvisning på fodboldstadium og pigerne gik på bytur. Begge dele betød at vi mistede lidt dollars, Jens fik en T-shirts med favoritspilleren, Marie to bøger fra en boghandel som lige kræver lidt beskrivelse. En boghandel som vi alle har set i de diverse amerikanske film, med træreoler fra gulv til loft, en million bogtitler alt hvad hjertet kan begære, og meget mere som man ikke ved eksiterer, FANTASTISK og vi brugte 1 time der i selskab med alle mulige sjove eksistenser.En dame med briller så tykke som hinkesten, som læste en Mc Caine selvbiografi, hvilket hun synes vi alle skulle delagttigøres i, boganmeldelser skrevet i hånden på små seddler, ekspedienter med bemærkelsesværdige udtryk og bevægelser.

Efter sådanne oplevelser måtte vi have en velfortjent? eftermiddagslur.......det blev til 3 timer, og det var næsten umuligt at forlade sengen. Efter nogen utidig diskuteren tog vi bilen og kørte til Alki Beach i West Seattle. Her gik vi tur langs promenaden med smuk udsigt til Seattles skyline og bjergene mod øst, mens solen sidste stråler farvede det hele lyserødt. Der var teenagere, som festede på stranden med bål og der var fede biler langs vejkanten.

Aftensmaden bestod af halv 7-eleven og halv McDonalds (burgers igen) inden vi igen gik i brædderne.

Den første dag i Seattle

Vi er tidligt oppe den første dag, spiser morgenmad på hotellet - det er ok, men man skal lige vænne sig til amerikanernes morgenmadsvaner med tynd kaffe, forkogte kolde æg, havregryn med kanel og vafler med sukkerfri sirup (??).
Vi starter i downtown Seattle, hvor The Space Needle (en amerikansk udgave af Fernseturm bygget til verdensudstillingen i 1962) ligger. Selvom det er overskyet og koldt beslutter vi at tage op og for at få et view udover byen. Det er smukt, selvom bjergene i horisonten knap er synlige. Bagefter tager vi på The Experience Music Project – et rockmuseum tegnet af Frank Gehry. Det skal forestille lyden af en guitar og det gør det faktisk også. I hvert fald ligner det ikke noget andet, og far får små ticks ved tanken om at han måske vil bygge noget lignende i Sønderborg!!!
Selve museet er vildt spændende, synes Marie og Jens. Seattle har fostret fantastiske musikere som Jimmy Hendrix og Curt Cobain, og har desuden spillet en vigtig rolle for bl.a. Ray Charles og mange andre!!! Far synes det er lidt for teknisk, og mor bruger det meste af tiden på at få sin iPod-audioguide til at virke.

Bagefter går vi ned mod vandet og The Pike Place Market, et kæmpe marked med alt lige fra klamme turist-souvenirs til frisk fisk og skaldyr – XXL! Tænderne løber i vand når vi kigger på 40 cm lange krabbekløer og kammuslinger på størrelse med en knytnæve! Vi finder snart en lille restaurant lidt væk fra turistræset med hvide duge og mahognipaneler. Her indtager vi frokost med udsigt udover vandet, og mor+far får deres kæmpekrabbe.

Vi går op i byen og finder shopping-området, hvor vi kigger rundt en times tid, slutter af med en latte fra Starbucks. Nu er batterierne også ved at være flade – det er jo midt om natten i Danmark. Tilbage til hotellet, hvor vi holder møde om i morgen, og slapper lidt af.

Kl. 6.30 begiver vi os ned til bilen. Vi har fået et tip om en restaurant, som ligger lidt uden for byen, så vi kører i lidt god tid, så vi kan nå at se området. Vi havner ude ved en kæmpe marina med endeløse række af sejlbåde. Ved siden af er der en strand, hvor de lokale holder picnic og hygger sig.
Restauranten Ray’s Boathouse viser sig at være uovertruffen! Vi aflevere bilen midt på den propfyldte parkeringsplads – keys in, window down. Den vil blive parkeret for os – ret sejt! Indenfor venter vi kort på vores bord – men nok til at hele familien er ved at falde i søvn med jetlag. Vi får et bord med udsigt udover bugten med bjerge i horisonten. Meget smukt. Tjenerne er virkeligt servicemindede og søde, og maden smager fantastisk!

Hjemme på hotellet falder vi i søvn inden hovedet har ramt puden…